Nimbus i Japan

Ferieforberedelser

2007-01-12T02:23:00.002-08:00

Turen til Japan er en 50-års fødselsdagsgave til mig selv, landet oprindeligt valgt fordi det er rimeligt civiliseret, og jeg er fascineret af den blanding af gamle traditioner og superhurtig udvikling til moderne samfund, som det repræsenterer. En returbillet med British Airways koster beskedne 6.000 kr., mens det at køre dertil via Sibirien overlades til folk med mere tid, penge og alkoholresistens end mig (se http://www.kingcroesus.com/). (For English version of this weblog, see www.nimbustripinjapan.blogspot.com).
-
Det umiddelbart mest rationelle ville selvfølgelig have været at købe en moderne mc derovre. På den anden side, så havde tabet ved videresalg et par måneder senere nok været som Nimbussens fragt i hvertfald den ene vej. Og en Nimbus åbner jo nok flere døre derovre, end en normal japansk mc på japanske plader.
-
Efter tre år med i gletscher-tempo at bygge Nimbussen om til en bobber, prøvekøres den på en langtur til Belgien. Bortset fra at motoren lækker olie, den ingen kræfter har og tændingsanlægget dødsraller på sidste vers, fungerer det meste som det skal. Ekstra fodhvilere og topboxen ødelægger godt nok Den Rette Stil lidt, men hey, jeg er ikke 25 år gammel længere, og vil sidde så behageligt man nu kan på en Nimbus. Motoren skilles så ad og tætnes med flydende pakning, lejer m.m. ses efter, og min Nimbus-mentor Vagn Gjerlang sætter nye ventiler og styr i topstykket. I praksis betyder det sidste at jeg atter kan køre op ad bakke, selv i modvind.
-
Nimbussen blir fløjet til Japan for 6-7.000 kr., hvilket er kun en smule dyrere, end hvis den skulle med skib. Det er papirarbejdet derovre der virkelig koster. Transportrammen på billedet er bygget af 28 jernprofiler, fra rammer der i sin tid har fragtet Suzukier til Enghave motor. Den vejer 30 kg, og kan skilles ad & tages med på Nimbussen når jeg lander i Tokyo, til genbrug når den skal sejles hjem igen. På den måde undgår jeg omkostningerne og det logistiske kaos ved at skulle fragte en almindelig kasse rundt, eller få en speditør til at bygge en ny kasse til hjemtransporten. Hvordan det bliver at køre gennem Tokyo med en stak 2,2 meter lange jern finder jeg vel tidsnok ud af. Forhåbentlig finder jeg hurtigt en venligtsindet mc-butik, der kan have det stående de otte uger ferien varer.

26-9

Jeg har kørt rundt i byen med den adskilte metalramme stroppet på maskinen, hvilket går udmærket. Tirsdag før min egen afgang køres bobberen ud til et firma i Kastrup, som skal udfærdige en ’farligt gods’ deklaration. Selv tømt for benzin og olie, og med batteriet koblet fra, er det nødvendigt. Det viser sig at tage nøjagtig tre timer at samle rammen og stroppe motorcyklen godt fast. Den samlede vægt havner på 216 kg, så uden speedometer vejer bobberen altså ét kg mere end en standard Nimbus.
-
Torsdag ringer jeg til speditionsfirmaet. De skal have en modtageradresse i Japan, før ’farligt gods’ erklæringen overhovedet kan skrives, og så er regningen for fragten vokset til små 7.300. De ekstra tusind er fordi man bruger såkaldte ’volumen-kilo’ til udregningen. Herefter står min lønkonto i minus, for posten smøler med lønudbetalingen denne gang, som de smilende fortæller i banken. God start – var Japan ikke det dyreste land at holde ferie i? Endnu et jærtegn er den fodgænger jeg kører ned på reserve-Nimbussen (lav hastighed, klovnen vadede lige ud for mig, spejdende den anden vej, ingen skader på hverken mand eller mc). Nu er det fredag, carnet’et hentes i Lyngby, og køres ud til speditionsfirmaet i Hvidovre. Registreringsattesten kom i det mindste med posten i går.
-
Har jeg et sekund eller to med ærgrelse over ting som ovenstående, minder jeg lige mig selv om de to nordmænd, der kører deres Nimbusser til Singapore. Og som sad fast i Istanbul i 3½ uge, fordi der var visumproblemer med Iran og Pakistan. Den smule bureaukratibøvl jeg har med at gøre, er vand i sammenligning.
-
Fredag og lørdag går med pakning og 5-6 ompakninger, så det hele holder sig under diverse magiske maksimummål. Med alt det tidskrævende sikkerhedsvanvid der er i lufthavnen, vil jeg ikke risikere at skulle bruge ekstra tid på at skændes om overvægt. Trods alle de sidste øjebliksting der skal ordnes, som f.eks. en Nimbus der skal bugseres i kælderen, eller tøj der skal syes, går det egentlig ret roligt. Efter maskinen blev sendt er det ikke længere et spørgsmål om jeg kommer planmæssigt afsted, højst om hvor kaotisk afgangen bliver.

1-10 - Carnet de Passage

2007-01-12T02:23:00.001-08:00

Næste hurdle viser sig at være Nimbussens ’carnet de passage’, som er de japanske myndigheders garanti for at de får deres skatter og afgifter dækket, såfremt Nimbussen ikke rejser ud af landet igen. Jeg havde troet det var en hurtig formssag, men det viser sig at koste 9.000 kr. som jeg dog får igen efter ferien. De 3.500 kr. for en tilhørende forsikring og ekspedetionsgebyr får jeg til gengæld ikke igen. Det er det p.t. hårdeste anslag mod mit feriebudget, så husk dette hvis I får emails fra mig først i november, hvor jeg prøver at låne penge til lidt ris.
-
Nå, det giver mig i det mindste lidt mere tid at gøre motorcyklen helt ferieklar, for efter det nye elsystem er sat på, kunne forbremsekablet godt trænge til at blive forkortet. Måske skifter jeg også forhjulets fælg her i weekenden – den nuværende fælg er beskadiget, så hjulet er for meget ude af balance til at det kan justeres væk. Tolv volt ombygning er droppet, for jeg får alligevel ikke råd til en GPS, og jeg har ekstra seks volt halogenpærer med. Man ved aldrig om den slags er til at opdrive i Japan.
-
Jeg har også siddet og regnet nøje på hvor meget bagage kan tages med som check-in og carry-on, og hvad der skal med motorcyklen. Det sidste koster nemlig dyrt, hvorfor brevvægten herhjemme har været flittigt i brug: Sokker 60 gram, termojakke 335 gram, regntøj 975 gram osv. Det bliver ligesom dengang jeg (seks måneder gammel) emigrerede til Kanada, og alle fattigrøvene havde tre-fire lag tøj på i flyveren. På mirakuløs vis har jeg kunnet barbere alt mit habengut – inklusiv et rimeligt stort telt – til ned under 25 kg, så der er oven i købet lidt luft til bøger og den slags.
-
Alle spørger om jeg har sommerfugle i maven, men nej, sært nok ikke, selvom der blev lidt stress på med ovennævnte carnet i går. Selvfølgelig glæder jeg mig, men bortset fra den smutter, og at Centralregisteret for Motorkøretøjer har forlist Nimbussens registreringsattest, er der styr på sagerne. Tror jeg.

2-10 - Kastrup, Heathrow, Sibirien og Tokyo

2007-01-12T02:22:00.000-08:00

Efter et par timers søvn står jeg op, og blir kørt til lufthavnen. Advarsler om to timers ventetid for at komme gennem sikkerhedskontrollen (faktisk tid ca. fire minutter) giver mig mulighed for at komme af med noget af det tre kg læsestof jeg har taget med. Prints fra New York Times, seks eksemplarer af Weekendavisen m.m. Ved ikke hvorfra jeg har denne skræk for at skulle sidde og kede mig. Sikkerhedskontrollen i Heathrow tager dog revanche ved at være 'a right pain in the arse', da de kræver jeg skal tjekke noget af min carry-on bagage ind. Det resulterer i lange gåture og yderligere et par sikkerhedstjek. Jeg tror selv fyldningerne i ens tænder får alarmerne til at gå amok, så fintfølende er de. Og så er der Heathrow selv. Den engelske forfatter Douglas Adams skrev for år tilbage, før han døde, at der ikke er noget kendt sprog i verden, som har udtrykket 'smuk som en lufthavn'. Sidst jeg var der stod den til et tretal - femtallet denne gang er vel en forbedring.
-
Tolv timers flyvetur via Sibirien bringer mig til Tokyo, hvor man fortæller det meste af bagagen stadig er i London. Så jeg slæber resten med tog, bus og gåben til et hotel. En ældre herre kommer cyklende forbi, men får åbenbart ondt af mig, vender om og kører min 16 kg tunge sidetaske hen til hotellet. Han er fra 1926, oplyser han, og hans engelske er værre end hans franske, så der går jeg - træt og jetlagget over i næste dimension - og taler fransk med en lille 80-årig Yoda-klon på cykel.
-
Hotel New Koyo ligger i hvad der vel svarer til Ydre Nørrebro i København, men til 130 kr. kan jeg leve med et iøvigt udmærket værelse på 1,3 x 2,3 meter. Og hotellet har - thank God - både vestlige og japanske lokummer.
-
Det er alt for tidligt at sove, så jeg trisser rundt i kvarteret et par timer, i støvregn, og suger indtrykkene til mig. 'Pachinko Parlors' - en absurd krydsning mellem spillehaller og boom biler - larmer, der er fastfood steder overalt, nogle veje mellem huse er så smalle, at kun to cyklister vil kunne passere hinanden. Ikke mange rigtige motorcykler, men masser af scootere. Især de store Burgman lignende typer er populære, og har som regel en for stor sports-potte monteret. Til gengæld lyder ekstremt små firepersoners varevogne ofte som om de har en lille mc-motor som drivkraft.

3-10 - Jordskælv, motorcykler og Electric City

2007-01-12T02:21:00.000-08:00

Jeg vågner ved at det hele ryster ganske, ganske svagt et minuts tid, og det er ikke fordi det gik specielt hårdt til i går aftes, og jeg er bagstiv. Ok, første jordskælv var så lille og uskadeligt, og Mike jeg var i byen med opdager det end ikke. Fyren er en 27-årig webdesigner af en slags, skotte, har boet i Danmark nogle år og er nu på vej til at prøve noget nyt. Vi kommer glimrende ud af det sammen de næste par dage.

Går rundt i et specielt kvarter med over hundrede mc-butikker, hvorefter Mike, nyintroduceret til motorcykler, slæber mig gennem i det tilsvarende elektronik-kvarter. Overvejer en brugt laptop til lidt over en tudse, men økonomisk forsigtighed har endnu overtaget. Et askebæger formet som et par lunger, og som hoster fælt når en cigaret lægges i det, får også lov at ligge. Ikke at alt er så dyrt som frygtet. Det er dog stadig heller ikke Østeuropa. Jetlag holdes nogenlunde i ave af alle de mange indtryk der vælter ind.

Byen minder sine steder om New York City, af og til endda om filmen 'Det 5. Element', for der er varmt og fugtigt, og tæt med mennesker og trafik - med den lille forskel at jeg absolut intet sprog- eller skriftmæssigt forstår. Og indtil videre synes den nogenlunde så charmerende som Hamborg, der også blev bombet sønder under krigen. Her er mestendels kedelig beton.

Mc-indtrykkene udvides med et stort antal encylindrede maskiner i 60'er og 70'er stil, typisk på 250 eller 400 cc, et par stykker ef dem med ekstremt lange bagsvingere og meget brede dæk. En anden type populære scootere er små trehjulere, ofte med tag, hvor motorenheden og de to tætsiddende baghjul er hængslet til den forreste del, så kun sidstnævnte lægger sig ned i sving. Samme system ses også på mange af pensionisternes trehjulede minicykler.

Aftenen bruges i Shinjuko bydelen, hvor den stort set står på de ludere og lommetyve og junkier, som man altid finder bag enhver storbys bus- eller togterminal. Der er i det mindste lys og liv som i en forlystelsespark. Er så småt også ved at lære undergrundsbanens quirks at kende, som fx. at den bliver til et græskar når klokken slår midnat. Og da vil det være billigere at finde et hotel end at tage en vogn hjem.

4-10 - De hjemløse, og den forsinkede Nimbus

2007-01-12T02:20:00.000-08:00

På jagt efter morgenmad havner Mike og jeg i gaderne bag hotellet, og finder den i en overdækket arkade et par gader væk. Sammen med et rimeligt fælt antal hjemløse og/eller vagabonder. Man ser faktisk en del ligge rundt omkring, af og til i papkasser. Bygningerne her og i resten af bydelen står utroligt tæt, sjældent med mere end en halv eller trekvart meter mellem husene.
-
Bruger så tre en halv time på at ringe til to flyselskaber, som siger hhv. at min bagage måske kommer i dag, og at Nimbussen først kommer fredag eftermiddag. F*** og l*** i Karry. Det betyder at jeg næppe kommer ud at køre i weekenden, for papirarbejdet med carnet'et etc. er stadig omstændigt. Og mandag er en helligdag. Her kunne jeg godt have brugt lidt krisehjælp. Godt at jeg forlængst havde droppet de oprindelige planer om at køre direkte fra lufthavnen og til træf oppe på den nordlige ø Hokkaido.
-
Får til gengæld skaffet mig en mobiltelefon, så jeg ikke skal sidde og hælde formuer i de ellers velfungerende mønttelefoner. At sidde og høre muzak til 5 kroner i minuttet mens en-eller-anden bimbo, der knap taler engelsk, først skal rundt og spørge alle mulige andre om det jeg nu prøver at få at vide, er lidt hårdt.
-
Hjemme på hotellet venter den forsvundne bagage, og af en eller anden årsag er halvdelen gennemblødt. Uheldigvis den del hvor pakken med vaskepulver samtidig er blevet knust til atomer. Nå, det blir en anden dags problem.

5-10 - Den berømte japanske forsikringsceremoni

2007-01-11T11:45:00.002-08:00

Servitricen med katteørerne kan lejes for 15 minutter ad gangen, til skak, 'go' (japansk brætspil) eller anden uskyldig tidsfordriv. da jeg kom tilbage 1½ måned senere, og julen nærmede sig, var hun og kollegerne i nissekostumer.

Efter i dag forstår jeg til fulde, hvorfor samtlige af de japanske film jeg har set, indeholder mindst én regnvejrsscene. Håber ikke det blir standarden når jeg skal udenfor Tokyo. De lokale mc-folk synes nu ikke at være generet af det, heller ikke dem uden noget videre i retning af skærme eller kåber. De sidder i deres lette regntøj, bagsædepassagerer med mobilen fremme.
-
Den gode nyhed er at jeg alligevel har en chance for at få Nimbussen gennem toldvæsenets vridemaskine i morgen. En af Moens (dansk Indian-mand) kontakter herovre – Shuichi, alias 'Crazy Pete' – har hjulpet med at finde frem til bl.a. forsikring, og nu også med at forklare luftransporten, hvor vigtigt det er, at denne maskine ikke blir yderligere forsinket.
-
Ansvarsforsikring for de to måneder koster beskedne 6000 yen (300 kr.), hvilket sikkert er mindre end det kostede 4-5 af forsikringselskabets ansatte at betjene mig. Fin service, dybe buk af begge parter. Endnu billigere er det Japan-atlas i 1:200.000 jeg efter lang tids søgen får lokaliseret. Det er helt og aldeles frit for de der besværlige latinske bogstaver, så det skal nok blive rigtig interessant at finde rundt i derude.

6-10 - Regnstorm

2007-01-11T11:45:00.001-08:00

Fredag er det regnstorm, og da de ringer fra lufthavnen og fortæller at maskinen stadig er I Frankfurt (!) og derfor først kommer i morgen, er jeg nærmest lettet. Den kan sagtens gå gennem tolden, siger de. Så den står på indendørs aktiviteter som f.eks. et halvkedeligt museum for moderne kunst og et par andre udstillinger. Det eneste underholdende er faktisk at sidde på et udmærket værtshus nær hotellet og taste det her ind.

7-10 - Eder og forbandelser

2007-01-11T11:44:00.001-08:00

Anyway, lørdagen ankommer sammen med sol og høje temperaturer, og forventningsfuld sætter jeg med undergrundsbane og et hængende lokaltog kursen mod Chiba, hvor førnævnte Crazy Pete bor. Manden dukker op ved sin mc-butik, hvis front med gamle afdankede japanske scootere står i kontrast til alt guldet indenfor; 20’er og 30’er Indians og Harley’er, samt en rig samling af hjelme, billeder etc. etc. som hører enhver til som har dette specielle samlerinstinkt nogle af os nyder godt af.
-
I Pete's gamle Chevy pickup kører vi så ad en betalingsmotorvej op til Narita lufthavnen, hvor vi efter halvanden times farten rundt med div. papirer ALLIGEVEL bliver nægtet Nimbussen. Et essentielt stempel, på carnet’et som jeg just har fået udleveret, skal stemples inde i midt Tokyo, hvilket selvfølgelig først kan ske på tirsdag. Jeg reciterer for mig selv samtlige af de danske eder og forbandelser jeg kender, men formår efter god japansk skik at holde masken. Resten af dagen med Pete og siden hans amerikanske kone opvejer dog ærgelsen. Lidt. Især aftenmaden på en sushibar, hvis eviglange transportbånd med små tallerkener med – well – sushi (100 yen pr. stk., hvilket servitricerne tæller sammen til sidst) er skæg. Men jeg kommer nok aldrig helt overens med den type ædelse.

8-10 - Det vestliggjorte Japan

2007-01-11T11:43:00.001-08:00

En observation er at jeg ikke, mod forventning, vader rundt i et ocean af havenisser. Generationen får mig er faktisk ret lille, min generation et halvt til et helt hovede mindre, mens generationen efter mig ofte er på samme højde. Tykke mennesker ser jeg kun ganske få af, måske fem-ti stykker på ligeså mange dage. Tilsvarende få har været klædt i traditionelle dragter, så på den sidste front synes stedet ganske vestliggjort.
-
Aften, på vej hjem efter et par øl med 6 andre vesterlændinge fra hotellet; Flere gange har jeg hørt meget larmende fugle eller - om aftenen - cikader, men det er så påfaldende tilfældigt om et grønt område har en af de to ting, så jeg antager at det er kunstig lyd.

9-10 - Bjergkørsel på Mini-Monkeybikes

2007-01-11T11:41:00.000-08:00

Tager tidligt afsted til den anden ende af Tokyo, hvor en af Yori Kandas (den japanske mc-journalist som var i Danmark) venner, Osca, vil tage mig til et specielt mc-træf oppe i bjergene 70 km vest for byen. Osca har prøvet at genoplive Horex navnet med en special bygget af alskens dyre stumper og en peppet Honda Dominator enstamper. Han tabte stort set alt på projektet, for kun 10-12 stykker blev solgt.
-
Nu drøner vi så op gennem små byer og latterligt smalle gader, med hans ven 'The Master' ved rattet. Det er rimeligt underholdende, mest fordi jeg sidder bagi og ved, at jeg her bedre vil kunne overleve et sammenstød. Da vi efter et par timers halsbrækkende kørsel når pladsen hvor de andre holder, ser jeg et dusin bitte-små motorcykler, som de tilstedeværende åbenbart har et meget nostalgisk forhold til. Det er en 61% skalamodel af den i forvejen ikke for store Honda 'Monkeybike', som der er en verdensomspændende kult omkring.
-

Jeg tænker at det her stadig er bedre end ingenting, og får da også snakket en del med en af de andre, der ligesom Osca taler et tolerabelt engelsk. Området er en naturpark, supersmuk (hvis man ellers er til natur), og parkeringpladsen har selvfølgelig også sine perler. Som f.eks. en rå Suzuki Cappuchino topersoners sportsvogn. En af mange japanske bilmodeller , med mange mere eller mindre åndede navne, kun beregnet til hjemmemarkedet. Takket være specielle skatteregler herovre, er biler med motorer på under 660 cc ikke så dyre at have, uanset hvor meget de så er peppet op med mangeventilede topstykker, turboladere etc.
-
Derefter går det afsted på smalle tospors bjergveje, gennem tunneller, over broer, rundt i hårnålesving. Efter de første stop får jeg en af de små sataner udleveret, og slingrer afsted ud på vejen. De har blinklys og nummerplader, og er derfor lovlige på alt andet end motorveje, som har en nix-under-126 cc-regel. Ok, det ER faktisk skægt; styringen er lynskarp, det råtunede eksemplar (2,2 hk) jeg bruger trækker let fra de andre, så med 57 cm akselafstand og knæene i vejret fiser jeg ned igennem nogle rimeligt stejle bakkesving med 45-50 i timen.
-
Små 15 km hårrejsende kørsel blir det til, før vi når sidste stop på en turist-bondegård, hvor byboerne kan se rigtige husdyr og lade deres unger kravle op på toppen af en mødding. Eller få en kælegris med hjem.
-
Endnu 2 1/2 times køkørsel afslutter aftenen med Osca, som fortæller hvordan han har kørt sine bittesmå maskiner bl.a. Hawaii rundt, fra Geneve i Schweiz til Heidelberg i Tyskland, og rundt omkring andre steder i Europa. Han er cool nok, og forretningen med de snå mini-monkeys går heller ikke helt dårligt: 450 solgte eksemplarer, til 3-400.000 yen stykket. Del med tyve, og det blir stadig til et pænt højt beløb i kroner. På et tidspunkt lægger han videoer af dagens seance på nettet. Hvis det ikke ser for pinligt ud, sender jeg et link.
-
Jeg tager s-tog tilbage til byen, med tre forskelligt ejede baner. Systemet er simpelt: Betaler man for lidt til billetautomaten, er der en justeringsautomat på stationen man står af. Og som regel en af de allestedsnærværende vagter i nypresset uniform og hvide handsker, hvis man stadig kløjs i det.

10-10 - Nimbussen omsider ude

2007-01-11T11:40:00.000-08:00

Jeg tager undergrundsbanen ned til JAF, det lokale svar på FDM, for at få det elendige stempel toldvæsenet i lufthavnen ikke kan være foruden. Det føles som om jeg har brugt en trediedel af min tid i byen under dens overflade. Bliver samtidig medlem af foreningen, gratis, for det tilfældes skyld jeg får brug for en sagfører eller anden hjælp. Det hele tager 1 1/2 time (så meget for japansk effektivitet ), men de bukker til gengæld en del, og jeg bukker høfligt igen.

Er ude hos Crazy Pete ved to-tiden, hvorpå vi drager til Narita endnu en gang. Og begge holder vejret en halv times tid, da overtolderen finder ud af at det danske toldvæsen ikke har stemplet alle de nødvendige steder på carnet'et. Det er åbenbart ikke kun japanerne som kun sjældent ser dette dokument. Lidt over en time senere, i hvilken 3-4 mand m/k har regnet ud hvordan man grejer et carnet, er alt heldigvis hunky-dory, og maskinen blir udleveret henne hos luftfragtselskabet. Yderligere en time går med at gøre Nimbussen køreklar og pille rammen meget lidt fra hinanden, for Pete har tilbudt at opbevare den på ladet af sin pickup truck indtil jeg har kørt landet rundt.

Efter at have tanket i toldområdet kører jeg ud, og står omgående face-to-face med en enormt stor lastvogn. Det var lige det der med at køre i venstre side. (Jeg kunne selvfølgelig have smugtrænet derhjemme, men det var jeg nok ikke blevet videre populær på. Især ikke på motorvejen.)

På vej tilbage til Chiba kommer vi væk fra hinanden, så jeg må teste ideen med at køre efter japanske kort. Det går såmænd fint, så efter yderligere fremvisning for en af hans venner, og det til dato bedste japanske restaurantbesøg herovre (suriaki), kører jeg ad en almindelig vej hjem. Der er 45-50 km og mindst det dobbelte antal lyskryds ind til hotellet, men jeg vil ikke ofre den halvtredser det vil koste at bruge motorvejen. Bykørselkonceptet skal alligevel testes, og klokken halv elleve om aftenen er vel et udmærket tidspunkt.

Forestil jer Nørrebrogade, to meter smallere, med 40 km/t fartbegrænsning og ovenævnte 45-50 km lang. Igen, det var ikke halvt så træls som frygtet, og da de lokale tohjulere rask væk siver omkring bilerne ved alle stop, går det sikkert og hurtigt hele vejen. Jeg er tilbage ved midnatstid.

11-10 - Laptop time

2007-01-11T11:39:00.000-08:00

Dagens store projekt er at købe den laptop jeg så på forleden. Mike guider mig igennem købet, og installerer alt muligt interessant på dens elektronhjerne. Med minutpriserne på hotellers eller værtshuses pc’er, kan de 1400 kr. sandsynligvis være tjent ind når ferien er forbi. Desuden er den lidt cool med alle de japanske skrifttegn. Får samtidig set en retrospektiv udstilling af sci-fi tegninger, af en berømt japansk illustrator. Sjovt at se hvem der også har tegnet diverse forsider til Tamiyas plastmodeller. Eller hvordan det ser ud som om japanerne vinder i alle hans krigstegneserie tegninger.
-
The Japan Times hjælper med at holde mig opdateret mht. resten af verden (inkl. Doonesbury), og bringer små glimt af indsigt i Japans politiske verden. Som f.eks. det parlamentsmedlem som endnu en gang er blevet fanget i undergrundsbanen, med et spejl som han har brugt til at kigge op under skørterne på skolepiger. Eller der var artiklen om Nordkoreas kommende atombombetest, hvor der var indsat en lille boks med hvad de lokale 'fortune tellers’ havde at sige om chancerne for at det ville ske. Det svarer vel til at lade bookmakere få et ord med når der skrives om folketingvalg og den slags.
-
Avisen nævnte også lidt om hvorvidt Japan overvejer at fx atomvåben som svar på den kære leders provokationer. Der var tilmed et par spalter om en morsom DFU video, men det er det eneste der har været om Danmark. Åh jo, der var en interessant bid om et nyt produkt fra Sharp; en lille 100 gram tung dims, på størrelse med et kreditkort, som man taler engelsk til, hvorefter det kommer ud igen på japansk. Rent undtagelsesvis vil jeg være klar til at købe første generation af et stykke ny teknologi, istedet for at være de obligatoriske ti år senere på den end alle andre.
-
Førnævnte Mike er iøvrigt løbet ind i problemet med at købe kondomer. Det lader til at de lokale produkter ikke er store nok til vesterlændinge (ha!), så nu skal han til at have dem sendt fra Danmark. Han fortæller hvordan en af hans japanske veninder stod i den omvendte situation med tamponer, da hun var i Europa. Go figure.
-
Har besluttet mig for at blive i Tokyo endnu et par dage, bl.a. fordi en-eller-anden bekendt at Crazy Pete vil skrive om Nimbussen til sit japanske mc-blad. En almindelig måde at være flink ved folk her er at være flink overfor deres venner, fik jeg angang at vide. Apropos japanske mc-blade, så er de fleste jeg har set noget hø. De minder mest om salgskataloger med lidt indsat tekst for at legimitere deres plads på bladhylderne. Chopperbladet Vibes er lidt bedre end de fleste, men ikke meget.
-
Men jeg må snart afsted. Det skulle strengt taget være en mc-ferie det her.

12-10 - Lane splittin' time

2007-01-11T11:32:00.000-08:00

Sløv dag, og stort set alle forsøg på at finde frem til div. Chopper- og hotrodfolk via hotellets pc gør i koks. Prøver så at køre Nimbussen lidt rundt i Tokyo, bare for at se om det kan lade sig gøre, og ender hos Mini-Monkeymanden Osca, to timer og tre tusind lyskryds fra hotellet. Undervejs redder jeg mig tilmed en meget lille prøvetur i en Messerschmitt Tiger glasfiberkopi, som en tankstation har stående.

-
Hvad der lokker mig derud er dels hans nye enstamperprojekt, som bl.a. udmærker sig ved at have en Vincent-lignende forgaffel. Det findes pt. kun på hans computer og blandt div. underleverandører, men guderne må vide hvem der vil købe det, for bortset fra forgaflen og den hypermoderne motor ser maskinen rimelig konventionel ud. Den anden ting er at jeg har brug for en japansk oversættelse af min lægeerklæring. Det klarer han ved at køre den engelske tekst gennem et slags ’babelfish’ program (computer-oversættelse), hvorefter han viser mig den tilbageoversatte tekst, som han har justeret til lokale forhold. To gange babelfisk på en uskyldig tekst er slemt, men kan være en delvis forklaring på hvorfor japanerne taler engelsk som de gør.

-
Osca må have verdens mindste lager/kontor/værksted for sine motorcykler. Mindst 50 af dem står stablet gulv til loft i et hus (!) på ikke over 40 kvadretmeter, og midt i kaos’et står en prototype med to sammenkoblede 25 cc motorer. Den skulle blive god for 80 km/t mener han. Han fortæller også lige at kunderne selv samler hans små motorcykler, trods den tidligere nævnte pris på 15-20 kilo. 450 solgte, 25 af den i USA og 5-6 styks i Europa. Den sidste han solgte i Italien havde han med i sin Samsonite kuffert....

-
De tager de samme to timer at kæmpe mig gennem trafikpropperne tilbage til hotellet, og lige pludselig ser betalingsmotorvejenes én krone pr. kilometer ikke helt så slemme ud. Den seneste optankning fortæller at Nimbussen går 11 km på literen her i byen, mod normalt nitten, så selv jeg der gik på sproglig linie kan se regnskabet gå næsten lige op. Og så er der tidsbesparelse, og sliddet på bremser, kobling og nerver. På den anden side, så var jeg gået glip både af Messerschmitt kopien og af at køre omkap med en tjekket Manga-babe med Hello Kitty klistermærker og Supertrapp lydpotte på sin sofascooter.

Mine New York reflekser beregnet på at klare kaotisk bytrafik synes nogenlunde intakte, og godt det samme, for her er ’lane splitting’ – kørsel mellem vognrækkerne – reglen snarere end undtagelsen. Jeg fornemmer det vil være nærmest uhøfligt ikke at gøre det, så det er kun Nimbussen vel brede styr der forhindrer mig i at komme frem i samme tempo som de lokale. Der iøvrigt stort set ignorerer Nimbussen. Kun en Buell-kører kigger en ekstra gang.

Tilbage på hotellet falder jeg i snak med en japansk phd studerende fra Kyoto. Hun får lægeerklæringen til gennemlæsning, beslutter sig for at den er helt ude i rismarkerne, og bruger samme halve time som Osca brugte på at skrive den om. Hun er ambitiøs nok til at det skal gøres absolut perfekt, og så er det sikkert også meget mere underholdende end at sidde og læse om etiske dilemmaer ved nyretransplantationer. Det blir renskrevet på det lokale værtshus (som det meste af det jeg foreløbig har skrevet til webloggen), og på vej hjem kan vi stå og nyde en af de der fyre der står med et rødt Star Wars sværd og blinkende seler og dirigerer trafikken udenom noget vejarbejde. Et kvalificeret gæt er, at manden er belevet nægtet optagelse på balletskolen en gang eller ti for meget.

13-10 - Eurotrash

2007-01-11T11:30:00.000-08:00

Prøver først at komme ind og se Kejserpaladset midt i Tokyo, men det er lukket mandag og fredag. Bemærker at der på oversigtsskiltet er angivet et 'shelter for people who can not go home' inde på selve paladsets grund, og ser straks for mig en flok aldrende hippier, som har boet der siden 1975. Går så rundt i Ginza bydelen lidt syd for paladset, på jagt efter nogle gallerier med avantgarde kunst. Det lykkes – lidt – så det blir blot endnu en ekskursion rundt mellem kedelige højhuse. Jeg dropper kunsten og finder et område under jernbanen hvor man i typisk japansk stil har udnytter hver kvadratcentimeter til det yderste. Værtshuse, mekaniske værksteder, restauranter, elektronik, you-name-it.
-
Jeg havde aftalt med et par af de andre at tage ned i byen, men bruger alligevel aftenen i selskab med et par nyankomne canadiere og det faste slæng af eurotrash, der som sædvanlig – selv om vi faktisk prøver at undgå det – før samtalen drejet over på hvilken nar George Bush og hans medløbere verden over er. De to fra hhv. Boston og L.A. er vant til kosten og er, som sikkert 90% af de amerikanere der rent faktisk rejser uden for USA, endnu mere oprørte over manden, og den valgsejr Floridas højesteret gav ham. 'Somewhere in Texas a village is missing its idiot', så jeg på en t-shirt. For balancens skyld giver jeg dem samme anbefaling som til andre derovrefra, hvis de en dag synes det går over gevind; bare sig 'Belusconi'.

14-10 - Indian-trash og Tepui Bar

2007-01-11T11:27:00.000-08:00

Får ryddet ud i mine papirer og emails, og prøver at lægge en rute vestover. Jeg vil forsøge at nå til Nagasaki i den anden ende af landet inden næste weekend, hvor der skulle være et arrangement for veteranmotorcykler. Får også skrevet et par breve derhjemtil, og kører så endnu en gang gennem byen for at møde Indian-manden Crazy Pete. Hans journalistven måtte udskyde aftalen til når jeg vender tilbage til Tokyo, så vi skal lidt rundt og se til et par mc-værksteder hans venner/kolleger har. Nimbussen skal også vises frem, hvilket er helt ok – de hjælper mig, jeg underholder dem med Nimbussen. Og det er faktisk fine folk, der bortset fra japanske navne og japansk udseende, til forveksling ligner den sørgelige flok med Indian og Harley bobbere alle klodens andre steder. En af dem viser sig endog at være højere end mig, da han folder sig ud af sin ret så hærgede 60'er Chevy Pickup.
-
Spøjst nok lyser alle op i store smil, når de ser Nimbussens speedometer. "Aaaah! Smith!!" Inden vi kører derfra igen, spørger jeg hvad de mener om custom-udgaverne af de store scootere, som er vunder frem. Well, de larmer for meget, er den eneste kommentar. Godt gået, al den stund kun få af deres egne store v-twins overhovedet har lydpotter.
-
I butikken ved siden af sidstnævnte Indian-mand gør de det mere i et par af de stilarter, der har begejstret mig siden jeg ankom til byen; street trackerne, 70'er scramblerne, og så de nye 250 cc'ere med lange baggafler og ballondæk. Der står endda et par oldgamle Honda roadracere bagerst i værkstedet, flere Mitsubishi scootere (hhv. modellerne Peter og Silver Pigeon), samt noget så kuriøst som et superflot original Kawasaki Z1, men i den særligt japanske 750 cc udgave. For år tilbage kunne japanerne ikke købe maskiner større en disse 750 cc, med mindre de gik gennem alt besværet med personligt at importere fx. en ægte 900 cc Z1 fra USA. Those were the days - idag kører selv nogle af mc-kurererne px 1100 cc fours.
-
Bortset fra enkelte specielle bygninger, har Tokyos arkitektur ikke kunnet tænde mig, men til min overraskelse finder jeg herude i forstæderne det ene underholdende hus efter det andet. Mest 5-6 etagers beboelseshuse, men af og til også værksteder og anden industri. Ikke at der er tid til at tage billeder undervejs, for jeg bruger al energi på at følge med Pete og resten af trafikken. Sidst jeg kørte gennem byen tog jeg flere gange mig selv i at køre lidt for stærkt for at følge med mc-kurererne. Det er nok ikke så smart, i den forstand at de har lidt bedre har råd til et uheld end jeg. Gad vide hvad h..... jeg tænkte, da jeg besluttede mig for at bygge Nimbussen med håndgear og 'suicide' fodkobling.
-
Min ambition var at gå tidligt i seng og køre ud af byen ved 6-7 tiden søndag morgen. Der er bare lige de tre musikere fra Okinawa (Japans sydligste øer) der dukker op i hotellets lobby, for at reklamere for deres optræden på Tepui Bar henne om hjørnet. De andre hiver i mig, og jer derhjemme ved at jeg heller ikke er alt for svær at lokke. Så hele flokken havner på den stopfyldte bar, sammen med et tilsvarende antal indfødte (flere af disse gejlet op ligesom orkesteret, i traditionelle dragter og strikkepinde i håret), til endnu en yderst underholdende aften. Japanerne klapper og skråler med på flere af sangene, og selv i den ædru del af aftenen lyder musikken smuk.
-
Efter tre-fire ekstranumre og publikum der laver japansk bølge, møder jeg en norsk foto/video-kunstner, hvis nytildelte tre-årige arbejdslegat blev scoret på en lang smøre om at hun skulle samle inspiration i Japan. De par gange jeg har prøvet at få noget mere end blot info om almindelige museer ud af 'Tourist Information', har der stået GAME OVER skrevet på panden af de to tøser derhenne. Med japanske skrifttegn. Kvinden her har til gengæld brugt de sidste tre uger på lige den slags gallerier og udstillinger jeg med begrænset held har kunnet opstøve, så nu ved jeg i det mindste lidt mere om hvad der bør ske i min sidste uge herovre. Jeg giver mig selv en indre high five og sørger for at drikke rigeligt med vand.
-
Det er en god måde at slutte bekendtskabet med Tepui Bar, som har været sidste station før dynerne, hver aften siden jeg ankom. Fin jazz, internetadgang (så I kan læse denne weblog), godt fadøl og ikke så lidt hyggeligere end hotellets vestibule med slidte møbler og neonbelysning.

Nu MÅ jeg også afsted; de lokale fulderikker og hjemløse er begyndt at hilse når jeg går forbi dem hen til bageren, et tegn på at jeg har været her for længe.

15-10 - Mt. Fuji - Tokyo slipper sit greb

2007-01-11T11:24:00.000-08:00

Maskinen står pakket og klar til afgang. Klokken f..... elleve. Det er f..... fire timer senere end planlagt, og f..... to en halv senere end realistisk. Det er første gang jeg kører Nimbussen med så megen oppakning, men den klarer da bytrafikken hen til betalings-ringvejen et par km derfra. Burde virkelig have taget anhængeren med....Jeg sætter så yderligere en time til på at tage en forkert afkørsel et sted, og havner lang fanden i vold syd for den motorvej jeg ville have sparet tid på.

Min dagsration af motorvejspenge er hurtigt brugt op, hvorefter det går ad en almindelig to/firesporet hovedvej gennem mere endeløs forstad. Det går rimeligt fremad, omend sjældent i højeste gear, for halvdelen af Japan er også ude at køre søndagstur. Jeg forstår hvorfor myndighederne gør det næsten umuligt at få synet biler der er mere end nogle få år gamle. Med så forkrampet et vejnet, uden rabatter eller andre frakørselsmuligheder, SKAL de bare være driftsikre.

Dagens mål er Japans højeste bjerg, Mount Fuji, vest for byen. Først da vejen begynder at veksle mellem broer og tunneller, og de grønne bjergsider tårner sig op til højre og til venstre for mig, føler jeg at storbyen giver slip på mig, og jeg virkelig er kommet afsted. Jeg når bjergets fod klokken tre, og så går det ellers deropad. Til at starte med i tredie, så i andet og af og til i første gear. Jer fra Urdu Racing ville have elsket denne strækning, for trods 40 km/t fartbegrænsning (og 50 på alt andet end de betalingsveje jeg brugte), kører de fleste mc-folk som vejen indbyder til det.

For hvert hårnålesving, for hvert træ med røde og snart efter gule blade, og for hver grad temperaturen falder, skrumper min blære yderligere 3%, så det er en glad, men kold og trængende Nimbuskører der parkerer sin maskine i 2400 meters højde. Det er så langt op ad bjerget jeg kan komme uden ligefrem af skulle gå. Besøgstiden på toppen er tilmed kun et par måneder midt på sommeren. Som jeg står der på vulkanskaske ser det fristende ud – det er godt nok natur, men så gold og truende at selv jeg kan lade mig tryllebinde. Garanteret ingen skovflåter her.

Fuji-san (san er den ærbødige tiltaleform, hvorfor en del Indian-folk i første omgang kendte og tiltalte mig Kim-san) har en stor betydning for japanerne, som derfor også gør et stort nummer ud af at kravle op på toppen i det omfang de orker. Det siges at tage 5-7 timer at nå toppen, hvor man så står og er så kold, at det eneste man tænker på er at komme ned i varmen igen. Men masser gør det; sidste år var det 3.000 – om dagen. Det må være ligesom at køre mc til Norkapp, bortset fra at udsigten fra Mount Fuji er fantastisk. Selv i dag, hvor det meste af lavlandet ligger i en dis, kan jeg se en masse af de bjergkæder jeg måske kommer til at forcere det kommende stykke tid. Lidt mindre kommer jeg til at nyde den oliefims, der allerede har lagt sig på Nimbussens motor, trods alle de forsøg jeg gjorde derhjemme for at få den tæt.

Solen et gået til ro inden jeg er nede af bjerget igen, og det lykkes derfor ikke at finde de campingpladser, der er angivet på mit japanske kort. Måske der rent faktisk kun ER røde trekanter kortet angiver, og jeg overser dem her i mørket. Jeg tjekker derfor ind på et af de relativt billige hoteller man finder nær alle jernbanestationer herovre. 300 kr. er mindre pr. kvadratmeter end stedet i Tokyo, men til gengæld er det her et provinshul. Nuvel, jeg havde faktisk lyst til en aften til at skrive dette her, og det har det tit knebet med inde i byen. Alt for mange distraktioner, alt for lidt søvn. Aftensmaden blir så til gengæld den billige slags; en 20 kr.'s plastbakke med hvad jeg antager var svinekød (diskutabelt) og ris (indiskutabelt). Det svarer nogenlunde til de hotdogs og andet tankstationer og 7eleven langer over disken i Danmark. Fik jeg nævnt at der er sodavands-, te-, kaffe- og øl-automater overalt i byerne?

16-10 - Zero Engineering, Japans råeste choppere

2007-01-11T11:22:00.000-08:00

Lægger ud med at sno mig ned et halvt hundrede kilometer sydover ad en smal vej, i en dyb slugt, der ender ved Stillehavet. På kortet er den markeret som en hovedvej, men 30 og 40 km/t fartbegrænsningen der skiltes med, og er malet på vejen med korte mellemrum, har som regel sin berettigelse. De lokale synes alligevel at have et rimeligt afslappet forhold til dem, hvilket jeg derfor også snart har fået. Når en lastbil så kommer imod mig på denne 'hovedvej', og der knap er plads til den alene, er jeg glad for at være på to hjul, og ikke f.eks. med sidevogn. En sidevogn ville også have været en ren dræber lidt senere, da jeg kører ad Highway 1 vestpå.

Det meste af tiden er 1'eren en overordentlig grim udgave af Roskildevej, 2/3 så bred og med hvad der synes konstant myldretidstrafik. Af og til kører den på stylter henover almindelig beboelse, andre gange med høje støjmure på begge sider. En masse lastbiler, som ellers skulle betale 3-4 kroner pr. kilometer på betalingsmotorvejen, fylder godt op, og som altid når jeg påtvinges deres diesel-osende selskab, er mit hvide hår snart gråt. Jeg tør dårligt tænke på hvordan mine lunger tager det her.

Især tunneller på mere end en kilometer er stride, for jeg har endnu ikke set noget der ligner udluftning. Dette kan dog være fordi jeg har solbriller på, og knap kan se noget overhovedet derinde. Kun et ti kilometer langt stræk helt ud til Stillehavet bryder billedet – det er anden gang i mit liv at jeg har det hav som selskab, men denne gang er det på min venstre side. 'Prægtigt', er vist det passende udtryk. Jeg ser også de første palmetræer og bambusskove til højre for mig, og prøver at regne ud hvilke slags steder jeg med fordel kunne slå mit telt op.

Efter omkring 250 kilometer køkørsel, oftest med 40-50 km/t, samt en del snoen sig mellem stillestående vognrækker, når jeg byen Okazaki, hvor firmaet Zero Engineering holder til. ZE står bag nogle af de råeste japanske choppere, som regel bygget i en lav og kort stil, uden megen krom, men med et væld af finurlige detaljer og uortodokse tekniske løsninger. Grundlæggeren af firmaet, Shinya Kimura, er siden flyttet til Los Angeles, hvor de fleste af hans kunder alligevel bor, og har solgt ZE videre til en med mere traditionel byggestil. Hans nye firma i L.A. hedder Chabott Engineering. Til mit store held er han dog på sit tidligere værksted, da jeg omsider finder frem i labyrinten af bygninger, for pga. visumproblemer har han skullet opholde sig tre måneder i Japan. Godt jeg ikke udskød dette til hjemturen fra Nagasaki, thi om en uge er han tilbage i Lala-land.

Shinya modtager mig udenfor, og råber "Oh, a Nimbus!". Ok, før eller siden måtte jeg møde en der havde hørt om mærket. Nuvel, han har også repareret et par af dem, siger han så. Men for de andre på ZE er den heldigvis ny og spændende. Jeg køber bogen om hans choppere og får den behørigt signeret, demonstrerer Nimbussens vippearme et par gange til, kikker lidt rundt og ser hvad de ellers har gang i. Over lyden fra en sideventilet Triumph Twin, som en pige bliver ved med at sparke liv i, hører jeg i det fjerne en klokke og derefter en lang monoton messen. Nysgerrig som jeg er, spørger jeg til sidst om det er en religiøs ceremoni man kan høre. Nej, siger de, det er bare en der sælger kartofler.

Efter nogen tids snak om chopperdesign og hvad mine umiddelbare planer ellers er, inviterer manden mig til at bo et lille ekstra sted han har oppe i bjergene, en halv time derfra. Jeg kan bo der en uge eller to, hvis jeg vi, siger han. Stedet er en del af et par store bølgeblikslader, som er fyldt op med brugte japanske mc-dele. Tonsvis af det, og der er katte, og bag floden 5-6 meter nede står en bambusskov. I og omkring laderne står yderligere et par hundrede maskiner i mere eller mindre afrakket stand - andre steder står resten af de omkring 2.000 der skal hugges op. -

I Danmark ville meget af det, som f.eks. flere af de store Katana'er, være rent guld, men sådan er tingene altså ikke her, hvilket vi får uddybet da vi kører hen et godt stykke derfra og spiser. Det er blevet mørkt, og da der nu er der ikke så megen trafik, lader han den åbne Porsche Carrera strække ud (husk; mørke som på sydlige breddegrader, meget smalle veje, 30 eller 40 km/t fartgrænser). Carrera'en er ikke hans egen, men udlånt af en af vennerne – hvilket I andre godt kunne lære lidt af.

17-10 - Nordsiden og Det Japanske Hav

2007-01-11T11:20:00.000-08:00

Kommer for sent op igen, for stedets amerikanske bøger om klassiske dragracere og tressernes Indy-racere – kendt som 'The Dinosaurs' – holdt mig oppe til midnat. Finder derefter ned til Tomei Expressway, for jeg gider ikke se så meget som en meter af Hwy 1 idag. Og ender omgående i en motorvejskø der tromler afsted med 30 km/t, men nu til en krone pr. kilometer. Bugger all. Den aftager efter en time, og med mere rimelige 70 går det nord- og vestpå. Da jeg 106 kr. senere hopper af den igen er landskabet som forandret; rismarker, langt mellem huse, veje som med hjemlige alen ville være rimeligt trafikerede, og her virker næsten tomme. Det var teorien at trafikken heroppe ville være mere tålelig, for det meste industri og beboelse ligger på sydsiden. Der er stadig masser af lastbiler, men skal jeg absolut svines til i dieselos, kan det i det mindste ske i smukkere omgivelser.
-
Intet er så galt at det ikke er godt for noget; ved sidste optankning kunne jeg regne mig frem til at det beherskede tempo får Nimbussen til at gå imponerende 25,4 km/l, mod normalt 19-20 stykker. Dertil kommer at man kun betaler knap syv kroner for en liter 'gasorin' (et af de mange låneord hvor japanerne er kløjs i det med 'l' og 'r'). Lige efter tankning blir jeg stoppet af politiet, der gestikulerer at jeg skal have hjelmen på hovedet fremfor på sidetasken. Der var nogle af hans kolleger der råbte noget sikkert tilsvarende efter mig i går, men jeg gad godt se den bil-strømer der kan lave en succesfuld eftersætning af en motorcykel på førnævnte Hwy. 1. Anyway, hende der oversatte min lægeerklæring til kanji havde ikke en grusom sans for humor, for politimanden rækker mig papiret tilbage, smiler og gør honnør.

Hovedøen Honshu er kun omkring 100 km bred på dette sted, så efter halvanden time ser jeg Det Japanske Hav foran mig ('Japan Sea' – hvad hedder det egentlig på dansk?). Luften er friskere, og det er køligere, ifølge termometrene langs vejsiden 24 grader. Det første jeg bemærker er hvordan en mere traditionel byggestil dominerer alle steder undtagen i trafikknudepunkterne. Det er de sorte tagstenskonstruktioner – undtagelsesvis en stærk blå – der fanger. En del har anbragt grumt udsende djævlefisk for enden af hver tagryg, noget jeg må huske at spørge en af mine kommende værter om. Ligeså med de uelegante solfangere, som mange har på taget. Og der er gravpladser over det hele, i varierende størrelser. I modsætning til Egyptens faraoer, har man her været praktisk og valgt et noget mindre design, så enten er alle begravet stående eller i form af aske. (Det er ikke en joke – jeg ved at i Hong Kong begraves mange lodret...).

Jeg forlader kysten igen, og kører nu op over bjergpas og langs floder til klokken syv om aftenen. Landskabet er virkelig lækkert, især i slugterne, hvilket ethvert forsøg på at fotografere vil gøre det uret. Så bare tag mit ord for det. I et forsøg på at skyde genvej kører jeg så ad en ret fantastisk bjergvej, som Urdu-holdet ville have nydt at flå i små stykker. Bedre/værre end nogen af dem vi kørte på i Tjekkiet, omend det midterste stykke over et pas må klares i første og andet gear. Det er knageme nyt for mig at skulle motorbremse i første gear ned ad bakke, men sjovt er det nu alligevel. Vejen er sine steder blot to meter bred, så her i tusmørket er jeg meget glad for Nimbussen H4 lys. Og glad for at det ikke er her Bambis japanske fætter hoppede ud foran mig, men lidt tidligere hvor vejen var bred, og det endnu var lyst.
-
Det var meningen jeg skulle have fundet en campingplads på dette sidste stræk, men jeg må have overset dem igen, så jeg tjekker istedet ind på et tarveligt hotel nær en motorvej. Må se af få rykket døgnrytmen et par timer den ubehagelige vej, eller blive bedre til at spotte pladserne. Aftensmaden er derfor af den billige slags, hentet i en døgnkioskagtig kædebutik. Det er reglen indtil jeg kan komme ind og tjekke min konto på netbank igen; enten sover jeg godt eller også spiser jeg godt. I butikken ser jeg også Haagen-Dazs is i to for mig nye variationer; grøn te, og sort sesam. Udenfor balkonen larmer fårekyllingerne – denne gang de ægte af slagsen – omkap med trafikken fra byen, og jeg er mørbanket, men tilfreds med dagens distance.

18-10 - Skønne veje, trehjulere og Hiroshima

2007-01-11T11:18:00.000-08:00

Kommer utypisk tidligt op, og afsted på næsten tomme veje. Dette varer stort set ved næste tre-fire timer, på et mix af almindelige landeveje, dem i slugterne og så dem hvor jeg må kværne afsted i 2. gear. Det er aldeles pragtfuld, for opad har jeg forventningens glæde, og nedad er der farten og gyset. Der er godt nok lastbiler også på disse, der veksler mellem at være 2 ½ meter brede og hullede, og tospors med perfekt asfalt. Jeg lærer at sætte pris på de store spejle der står ved mange af de fuldstændigt uoverskuelige sving. Og der er bare så grønt og smukt, klart tæt på, men med en dis mellem bjergene, så man ser dem som 6-7 mere og mere uklare trin (hvis De forstår hvad jeg mener). Eneste bekymring er om man har en på forhånd bestemt livsration af bjergveje, som så her risikerer at slippe op for tidligt.
-
Pga. noget vejarbejde farer jeg godt og grundigt vild en enkelt gang, og når selv de lokale ikke kan finde ud af hvor vi står – på mine japansksprogede kort – er det slemt. Forsinkelse på mindst en time, endnu en gang. I et forsøg på at indhente det tabte køber jeg så for 45 kr. motorvej der, selvom den er smuk nok, stadig ikke er noget i forhold til den snoede hovedvej langt, langt nedenunder, da jeg hopper tilbage på denne. Jeg ved ikke hvad jeg gik glip af på den foruroligende tomme 'Chugoku Expressway' - langt værre end de nordjydske - men straks jeg kører på en normal vej dukker de spændende ting op. Som f.eks. en samling gamle trehjulede japanske lastbiler. (Jeg ved godt at nogle af jer vil se på billedet, og tænke jeg ville være bedre stillet med motorvejen, men hey, hver mand sin perversion). Jeg så en sådan Mazda i Grækenland en gang i et andet liv, og har ledt efter dem lige siden. Historien er kort fortalt at japanerne i 1930'erne satte bilbagtøj og lad på store Harley og Indian motorcykler, og at lokale fabrikanter siden videreudviklede disse til regulære små lastvogne. En trehjuler er nemlig mere manøvredygtig i bittesmå japanske gader end en tilsvarende størrelse bil.

19-10 - 'The A-Bomb Dome'

2007-01-11T11:16:00.000-08:00

Et par timer bruges i og omkring The Peace Memorial på Peace Boulevard. Dels er der et dusin mere eller mindre heldigt udformede mindesmærker for f.eks. de koreanske tvangsarbejdere der omkom i Little Boy's brag. Dels er der et engelsk bibliotek med div. aviser og tidsskrifter. Og dels er der den berømte bygning – nu kendt som 'The A-bomb Dome' - der lå næsten lige under bomben, da den gik af i 600 meters højde. I modsætning til den berømte katedral i Dresden, der nu skal genopbygges, har man besluttet at beholde bygningen her i den form den havde umiddelbart efter braget. Den er med på Unescos liste over verdens kulturarv – en plads som Mt. Fuji IKKE fik for et par år siden, fordi bjerget flød med affald.
-
Tager en almindelig hovedlandevej helt ned til sydspidsen af hovedøen Honshu, så det blir kun 200 km idag. Jeg ved ikke om det var de hullede bjergveje i går eller hotellets futon i nat, men trods nyrebæltet føles min ryg noget slidt. I modsætning til hvad andre mc-beretninger herovrefra har påstået, er landets vejnet langt fra perfekt. Lastbiler har kværnet megen asfalt i bølger, betonplader bruges også af og til, så det er i det store og hele lidt under dansk standard. I Europa er tommelfingerreglen 50 km på en time på almindelig landevej. Her er det 40 km/t idag, hvilket tilmed inkluderede en hurtig frokost i vejkanten, et hurtigt olieskift og to glade strømere.

20-10 - Ad 'Urban Expressway' til øen udenfor øen

2007-01-11T11:15:00.000-08:00

Jeg har altid været glad for tunneller (jeg ved det - hvad ville Freud ikke have sagt?), men 3½ km sikkert ikke-ventileret kørsel under Kyushu strædet er i overkanten. Det blir derfor betalingsbroen og siden sammenlagt 150 km ikke specielt dyr 'Urban Expressway' i 4-5 bidder, som regel på stylter henover byerne. Samt lidt underskøn bjergkørsel, og et langt stykke i det første ikke-bebygget fladland jeg endnu har set på turen. Der er måske 3-4 kilometer ud til bjergene på hver side. Ikke særligt spændende, bortset fra nogle custom car shops undervejs.
-
Det er gråvejr, men selv om jeg pga. den manglende sol mister orienteringen et par gange, er jeg på rette vej. Det var en god ide at tage et kompas med.I går aftes rodede jeg rundt på nettet tre timers tid, i endnu et forsøg på at lokalisere forskellige hotrod- og chopperfolk. Og læste en del i Lonely Planet om alle de andre ting jeg også gerne vil se herovre, som f.eks drypstenshuler, hvis der ellers er nogen. Det er først i dag det rigtig er dæmret for mig, hvor allerhelvedes stort det her land er, og hvor lidt af det jeg kommer til at se.
-
På de mindre trafikerede stykker filosoferer jeg over hvordan Japan reelt allerede er tosproget: Langt de fleste butikker, virksomheder, spillehaller, hoteller m.m. har et engelsk navn, alle bilnavne er med latinske bogstaver, og de fleste vejskilte og orienteringstavler står som tidligere nævnt skrevet både med japanske tegn og på engelsk. Eller amerikansk, om man vil. 'Hotel Lady Love', 'Nuclear Emergency Response Center' (!), 'Insect Village Batu' osv. At folk sjældent taler et brugbart engelsk eller forstår hvad jeg siger, men til nøds kan forholde sig til det i skriftlig form, er en anden historie. Jeg har lært at formulere mig i meget simple vendinger.
-
Da jeg når ned til turistinformationen i Hirado, på en ø ud for den nordøstlige ende af Kyushu, kender de overhovedet intet til det mc-arrangement som skal holdes i nærheden i morgen, men henviser til et mc-museum på øens østlige side. Oh dear, beskeden fra den japanske BMW-klubs formand for et par måneder siden var lidt ubehjælpsomt formuleret, og han nævnte rent faktisk også dette museum. Er der noget jeg ikke har brug lige nu, er det yderligere seks timers bjergkørsel, i mørke. Og grunden til at jeg tog den fra Tokyo og hertil så hurtigt som muligt (og uden at kede mig ihjel på motorvejen) var ene og alene disse veteran-motorcykler.
-
Bekymrede opringninger til både museum og BMW-mand opklarer pga. sprogbarrieren intet, hvorfor jeg kontakter en af Indian-folkene i Tokyo, og spørger om han kan rede trådene ud. Tyve minutter senere kan jeg ånde lettet op, finder et Ryokan og dekorerer – ligesom Philip Starck gør med sine designting når han rejser – rummet med mit rod, så jeg kan føle mig hjemme. Som sædvanlig har jeg rigeligt med, men bortset fra det gode, store telt, der mageligt kunne have været erstattet med det lille 175 kroners telt fra Jysk Sengetøjslager, synes der dog ikke at være for meget. Pånær måske den rulle afspærretape fra mc-bladet MCM, der dukkede op i min jakkelomme. Der er egentlig kun een ting jeg savner; min mc-anhænger, for bobberen ville se bedre ud uden oppakning.
-
Hirado har en interessant fortid som en af de første handelsbyer med vestlig kontakt og indført kristendom. Europæerne blev strittet ud med jævne mellemrum, og de omvendte kristne korsfæstet, men i det store og hele klarede byen sig udmærket pga. kontakten udadtil. Nu er den en hyggelig turistflække, så hvor autentisk aftenens restaurant – fifty/fifty Kurosawa og Christiania – egentlig er, tør jeg ikke gætte på. I går var der råvarer og flammer mellem mig og kokken, her er det et bassin med frit svømmende aftensmad samt en smal bro, der adskiller mig fra det arbejdende folk.

21-10 - Første veterantræf

2007-01-11T11:13:00.000-08:00

På slaget otte starter en flok håndværkere arbejdet, bevæbnet med slagbor, på stilladset lige uden for mit vindue. Således power-vækket gør jeg på halvanden times tid Nimbussen lidt mere præsentabel, mens en flok teenagepiger i skoleuniform kigger på fra den anden side af gaden. Skole- og selv børnehaveuniformer er reglen her. Det er høfligheden også – da tre rollinger krydsede gaden i et forgængerfelt forleden, standsede de og bukkede i alle tre retninger for os der var holdt tilbage for dem.
-
Dagens etape er på små 25 km, til en endnu mindre ø endnu længere ude, tilbagelagt på veje der mest af alt minder om dem på græske øer. Bortset selvfølgelig fra at alting er smukt grønt her, istedet for brunt afsvedet. Over endnu en betalingsbro, og nede ved havnen ser jeg den lokale BMW klub igang med at sætte boder og baldakiner op. Jeg bydes velkommen, og glæder mig til at se hvornår de andre gamle maskiner ankommer. Der går et par timer. Emailen havde sagt at nok omkring 50 klassiske maskiner ville møde frem, men ok, lidt har også ret.
-
Det har en hel del mindre vel også, for kun ialt 15 egentlige klassikere bliver det til, hvis man regner en Katana, en XS650 og en 70'er-peppet Z900 med. De andre 30-40 stykker er moderne motorcykler, mest BMW'er. Nå, beep det, jeg skulle alligevel til Kyushu for at opspore chopperbygeren Chicara Nagata, og derefter besøge landets angiveligt bedste mc-museum.
-
Og folkene her er såmænd flinke (een taler engelsk), manden med guitar og On Any Sunday t-shirt lyder også fin nok, og da klassikerne er tjekket færdige for femte gang, er der en stak sportsvogne at falde tilbage på. En Shelby Cobra og en Mercedes fra først i 60'erne topper denne samling. Mest spændende for mig er en Rikuo, som stort set er en japansk kopi af Harley's WLA, men med en mere moderne forgaffel. Samme årgang som jeg selv (1941 red.), og også med lidt patina. Som ret mange af de andre fremmødte er ejeren klædt i amerikansk militærtøj.
-
Mit lille bidrag til underholdningen er – supplies - at starte Nimbussen ti gange eller så. Flere af de gange jeg den sidste uges tid har mødt andre mc-folk, har de til at begynde med ignoreret mig totalt, for først efter 5-10 minutter at begynde at kigge og tage billeder med mobilerne. Denne blufærdighed eller hvad det nu end er, opleves naturligt nok ikke her, tværtimod – folk roder med gearstang, bremser og kontakter, uanset om jeg står ved siden af eller ej.
-
På et tidspunkt dukker mc- og formel 1 (begge dele Honda) racerkøreren Kunimitsu Tagahashi op, signerer t-shirts, benzintanke, biler og endda en bog om moderne japanske choppere. Han holder talen om aftenen, som jeg selvfølgelig ikke fatter en bjælde af, men de andre synes godt underholdt. Selv benytter jeg chancen for at negle lidt elektricitet til pc'en, nu jeg alligevel ikke har andet at tage mig til end at opdatere dagbogen. Laptoppens gamle slidte batteri holder ca. 25 minutter, så der ville ikke være meget ved at skrive den i teltet.
-
Bemærkede iøvrigt de første moderne vindmøller idag, 6-8 stykker oppe på en af bakkerne. Det blæser ikke så lidt her, hvorfor teltet er sikret med samtlige medbragte pløkker. Bemærkede også størrelsen og mængden af de gul/sort stribede edderkopper, der holdt til overalt omkring shinto skrinet på en høj lige ved siden af mc-pladsen. Hvad andet kryb jeg kan møde derude er ikke godt at vide. Jeg har set to giftige tusindben, og über-edderkopperne har allerede overrasket mig et par gange. Ikke at de er farlige for mennesker – ifølge en af vennerne med erfaringer herovrefra er det de små, som man ikke når at se, der er giftige.
-
Den dyre afdeling (BMW Owners Club of Japan) inviterer mig på aftensmad – sashimi; rå fisk i skiver, inkl. politisk ukorrekt hval – på det hotel de har invaderet nogle kilometer fra pladsen, så omsider får jeg trænet de forskellige ritualer mht. bordskik og den slags jeg er blevet indskærpet hjemmefra. Det går vist udmærket, måske til dels fordi vi stadig dårligt kan tale med hinanden. (En sidebemærkning; Tofu er noget sojabaseret føde, som de lokale betragter som en delikatesse. Mig minder det mere om hvordan ens hjerne ser ud, efter man har lyttet for meget til The Voice). Desværre fik jeg ikke printet mine visitkort i tide, hvilket ville have været smart her, hvor alle giver mig deres.
-
Siden havner jeg i et rimeligt fordrukkent & larmende selskab hjemme på træfpladsen. (Megabrandert-san: 'My........father.......kamikaze......pilot'. Mig: 'Oh rearry? How many missions did he fry?).

22-10 - Veterantræf, fortsat

2007-01-11T11:12:00.000-08:00

En ny dag med solskin og vindstille venter os om morgenen, flere har sat boder op og der begynder så småt at indfinde sig nye gamle maskiner. Bl.a. otte-ti Kawasaki W650 twins, BSA-kopierne, hvor man ser hele udviklingen fra den med solosadel og speedometer i forlygten, til den sidste med dobbelte skiver fortil. Det hjælper en smule på det med at kalde det et klassikertræf. En smule. På fællesturen den lille ø rundt kører jeg blandt en flok unge rødder på scootere og tunede Honda Cubs, for stort set alle andre kører på nyt maskineri. Halvdelen af vejen skal kortegen videofilmes, så det blir med 25 km/t, og de 12-13 biler forrest.
-
En af branderterne fra i går fører mig hen til en Triumphkører – Keji Turuta - med en ny 900 cc Sprint, fordi denne også skal til Saga, hvor chopperbyggeren Chicara Nagata bor. Jeg viser ham telefonnummeret til Chicara Motorcycles, blot for at høre om manden er hjemme i løbet af ugen. Da den lange samtale til CN er forbi, siger han via en mellemmand at han vil følge mig helt derhen, og at han har arrangeret overnatning hos en ven i byen. Min plan var ellers at køre ned til Nagasaki istedet for østpå, men det her lyder meget hyggeligere. Jeg kender også mine teoretiske chancer er for selv at finde frem til CM's værksted på egen hånd.
-
Inden vi bryder op og kører, forklarer jeg at jeg hjertensgerne kører mellem vognrækkerne, og at 70 km/t er ok i sving, men også max. hastighed for Nimbussen. Fint nok, gestikulerer han - og kører de næste halvandet hundrede km på 50 km/t fartgrænsen eller ganske lidt over. Vejret er trykkende, så hvordan han og hans kumpan på samme slags store mc klarer det her i Goretextøj etc. er mig en gåde. Måske de ved noget om fartbøder som jeg ikke ønsker at vide. Som på fællesturen går jeg selvfølgelig glip af nogle gode photo-ops undervejs, men ok, jeg ser forhåbentlig noget tilsvarende igen senere. Efter en times kystvej går det ind på en flad slette, som blir mere og mere trist og grim efterhånden som vi nærmer os Saga. Industriens udledninger stinker, og bønderne her synes stadig markafbrænding er fedt.

22-10 - 'Chicara Art', verdens flotteste custom motorcykel

2007-01-11T11:10:00.000-08:00

Lige så træls landskab og by er, lige så god bliver resten af aftenen. Efter et smut omkring Kejis mc-værksted finder vi så ud til Chicara Motorcycles lidt udenfor byen, hvor en lille mand med strithår modtager os. I modsætning til Shinya Kimura fra Zero Choppers taler han intet engelsk, men har fået en veninde til at møde op for at oversætte. Det er stadig ikke nemt, men jeg får dog med held gjort Chicara Nagata det klart, at blandt de faste fixpunkter for mit besøg er Tokyo, Hiroshima, Mt. Fuji, og ham.

Motorcyklen 'Chicara Art' er hans seneste værk, og den har reddet ham en officiel position som verdens fremmeste chopperbygger. Han triller den ud af sin varevogn så jeg kan tage billeder, i det omfang jeg ikke står tryllebundet af denne tohjulede skulptur. Jeg har set en del flotte maskiner, men denne topper dem alle. Den har taget ham 7.500 timer, hvilket svarer ret nøjagtigt til 1.000 danske 7 ½ timers arbejdsdage. Og man kan se hvert minut af hans indsats. Der er en detaljerigdom, der trodser en hver beskrivelse, et væld af finurlige små tekniske løsninger, og til sidst en finish af tynd krom, så man stadig kan se det gyldne skær lige ved de utallige fittings. De få malede dele, som hjul, nav, kobling og motorens cylindre er originale, fra en 1930 H-D VL hvis tomme chassis står ved siden af.

Maskinen er ikke til salg, siger han, og da flere af hans andre kendte Harley'er også står i rummet, må jeg antage at det er jobbet som grafisk designer han lever af. Adspurgt fortæller jeg hvor meget det kostede at få Nimbussen fløjet herover. Han betalte godt fem gange så meget for at få 'Chicara Art' fløjet til udstillingen og førstepladsen i USA, og hans hår stritter åbenbart stadig bare ved tanken. Efter 3-4 timer, hvor han får signeret chopperbogen og forærer mig så mange t-shirts m.m. at jeg bliver virkelig forlegen, er det tid at køre ind i Saga igen. Jeg tør næsten ikke kommentere hans fede skjorte, af frygt for at han også vil give mig den.

Som afslutning på gavegiveriet – han får beskedent en af mine medbragte gavepakker med Toms pålægschokolade – inviterer jeg flokken ud at spise. Udenfor er det begyndt at regne kraftigt, så pludselig har jeg verdens førende choppermand igang med at tørre min Nimbus bobber af og læsse den ind i sin varevogn. Fint nok, jeg har endnu ikke kørt i regnvejr herovre, og tænker at kommer der to-tre dage med regn, så står den på indendørs aktiviteter i en by. Det er tricky nok at finde rundt efter det japanske kort når jeg 1) skal have læsebriller på hver gang, og 2) ikke behøver at se kortet gennem et dugget plastikovertræk.

Selvfølgelig er det et godt sted, de lokalkendte har valgt, og vi hænger der små tre timer, hvor pigen Karo med sine to ordbøger kæmper en brav kamp. Mens hun tager samtidig imod maden fra tjenerne, serverer for os andre, og hver gang ender med den mindste portion til sig selv. Intet under hun er så lille og slank. Gæt også selv om de vil lade mig betale da vi skal derfra igen....

Som der står på Erroll Flynn's gravsten; "He was lucky and he knew it".

23-10 - Mc-museet The Iwashita Collection, Rider House konceptet og den første 'Onsen'

2007-01-11T11:09:00.000-08:00

Det er tørt vejr og til at begynde med solskin næste morgen, så jeg behøver ikke tage imod hverken Triumphmanden Kejis eller Chicara Nagatas tilbud om at hænge ud hos dem til det blir kørevejr igen. Efter morgenmad med Keji, og adskillige fotos og poseringer med butikkens tidlige kunder, leder han mig ud af byen. Jeg skal østpå til The Iwashita Collection, der skulle være et af Japans større motorcykelmuseer. De første 1½ time gør det gennem samme grimme slags omgivelser som i går, men lige med eet skifter det til de bjergveje jeg allerede er blevet så forvænt med. Der er næsten heller ingen lastbiler, hvorfor jeg er kun lyst gråhåret da jeg når frem til museet yderligere 1½ time efter ("He was ugly and he knew it").
-
Et lille problem jeg efterhånden har med fly-, bil- og mc-museer, er at jeg som regel har set ret meget af det før. 'Jaded', som det hedder på engelsk. Her er der dog tilpas mange for mig helt ukendte motorcykler, på stedets førtse sal, og Iwashita-san har brugt hele underetagen til en spøjs samling af – tja – alt: Lokale filmplakater, japanske Beatles singlecovers, telefoner, et lille aflukke med div. Steve McQueen ting, kroppen af en amerikansk F-86 Sabre jetjager, en halvtredser Cadillac, legetøj, jukeboxe, Princess Diana dukker og de lokale guder må vide hvad ellers. De lokale taxichauffører bruger museets stilfulde cafe som hangout, og synes specielt glade for Seeberg jukeboxen med 50'er til 70'er rockklassikere.
-
Hvad de tohjulede angår, er Ducati Apollo den mest interessante. Maskinen var den amerikanske Ducati-importørs ide, og han var med til at finansiere udviklingen af den 1200 cc store V4. På det tidspunkt havde de fleste politistyrker i USA en nedskrevet regel om at deres maskiner skulle have v-motor og 5x16" dæk, hvilket efter Indians konkurs i realiteten udelukkede alle andre end Harley-Davidson. Motoren på dette ikke just elegante skrummel var en realtivt simpel konstruktion, idet man blot have koblet fire separate cylindre og topstykker på en fælles blok og krumtap. Den blev droslet ned først fra 100 hk til 80, og derefter yderligere ned til 60 hk, for ingen af den tids motorcykeldæk kunne håndtere dens mange kræfter. Det forblev ved dette ene eksemplar, som af uransaglige årsager er havnet på den anden side af kloden.
-
Der står også en ret sølle udseende Nimbus i samlingen, gemt væk bag en trappe, samt mange lokale mærker jeg aldrig har hørt eller læst om. Ikke at det kan undre – Danmark har haft omkring 60 forskellige mærker, men de færreste i Danmark kender til andet end Nimbus og Elleham. Jeg tager masser af billeder af teknisk interessante løninger eller usædvanlige designs, og stedets to trehjulede motorcykler ser jeg også meget længe på. Der var jo lige det med det trikemuseum jeg godt kunne tænke mig at opspore, og hvad er mere naturligt end at spørge museets ejer om han kender til et sådant?
-
Ejeren dukker kun op i weekenden, beklager pigen i billetsalget (og bag baren). Hun synes til gengæld det er fedt at jeg kommer på en Nimbus bobber, viser billeder af den og mig fra en-eller-anden website tilhørende nogen der også var til veterantræffet. Så tager sine egne hun billeder af mand og maskine og skal selv knipses på motorcyklen. Hun kender desværre ikke noget til museer eller samlinger specielt for trehjulere. Men der er et bilmuseum en kilometer længere nede ad vejen, som har nogle stående, husker hun. Solgt til herren med det lysegrå dieselhår.
-
Byen Yufuin er et gammelt kursted, og en del af den er så 800% overturistet at det er underholdende i sig selv. Bilmuseet i dette turisthelvede er lille, ok til prisen, og har som lovet et dusin forskellige trehjulere holdende rundt omkring. Ligesom motorcyklerne det første sted er ikke alle tingene i specielt god stand. Jeg køber mine postkort, starter Nimbussen, og triller op til mc-museet igen. Pigen her fortalte at den gamle togvogn ved siden af hovedbygningen er et 'Rider House', hvor motorcyklister kan overnatte gratis. Der er to senge, varme tæpper, soveposer, liggeunderlag, mikrobølgeovn, radio, aircondition og håndvask. Det er næsten for godt til at være sandt. Rider House ideen er ret udbredt på den nordlige ø Hokkaido, men der er altså ved at komme et par stykker hernede også.
-
Museets anden ansatte støder til, de viser mig til rette i togvognen, og tegner til sidst en detaljeret kort over hvor i byen jeg finder et udmærket billigt 'onsen' – et af Japans utallige bade med vand fra varme kilder. Som jeg så kører ned til efter at have tastet på laptoppen et par timer. Det er ikke nær så skægt som boblebadet på færgen til Polen sidste år, for da stod den på grænseoverskridende selskab og fadøl ved bassinkanten, men for fem danske kroner får jeg stadig rigeligt for pengene. Det her skal helt sikkert prøves igen, og ofte. Tilbage i togvognen mikrobølger jeg lidt aftensmad, som indtages med to kuglepenne, for jeg glemte at få spisepinde med da jeg købte ind. Det lader sig sagtens gøre hvis man er motiveret nok.
-
Før jeg går til ro, vil jeg følge den lokale skik og have en lille gave til klar til mine værter, så jeg sidder til klokken halv to og – hold fast – fletter julehjerter. Der er grænser for hvor mange kg Toms pålægschokolade jeg kan slæbe rundt, hvorfor jeg måtte finde på noget andet specielt dansk at dele ud af.

24-10 - Beppu, byen med hundrede badehuse

2007-01-11T11:07:00.000-08:00

Det var hundekoldt natten igennem – havde ikke opdaget at der også var en ovn i togvognen – og det småregner da jeg står op efter seks timers søvn. Morgenmad pxådet lokale 'Joyfull' diner-agtige fastfood sted risikerer at blive en vane, for det minder lidt om en miniatureudgave af en amerikansk morgenmad. 526 kalorier, iflg. menukortet. The ad libitum et ekstra plus. Det slår ihvertfald de to røgede fisk og billardkuglestore risklumper, som fyren med Rikuo motorcyklen gav mig søndag morgen. Hidtil har jeg ikke set noget japansk militør, men idag er der mindst 50 køretøjer fra Japanese Self Defence Forces på vejen forbi museet, nye Hummers og gamle Mitsubishi-byggede Jeeps. Efterårsmanøvre siger en af de lokale. ("Remember Pearl Harbor!").
-
Man blir kun i et Rider House een dag, så jeg må videre, selvom jeg gerne var blevet et par dage, og havde brugt togvognen som base for daglige ekskursioner. Bruger så on-off regnen til at få bragt orden i min oppakning. En del skal sendes til Tokyo med posten, for diverse souvenirs og gaver fra folk er begyndt at fylde. Pigerne skal også lige have deres gaver, og efter museumsejerens ønske skal Nimbussen på første sal trækkes ud fra sin skammekrog og fotograferes med mig i sadlen. Jeg er derfor først ude af byen klokken tre om eftermiddagen, hvor regnen heldigvis også er stoppet.
-
Kører op over et pas, vegetationen blir til græs og minder om hvad jeg har set på billeder fra Skotland – minus de kænguruer som nogen slap løs derovre – og det hele er så kønt, som jeg ønsker Japan skal blive ved med at være. En forlystelsespark undervejs glimrer ved at bl.a. have en rutschebane i træ, måske 3 eller 4 gange større end den på Bakken, og galfklubben ved siden af har fået sat net op over den tilstødende vej og parkeringpladsen, sikkert pga. af dyrt betalte erfaringer. Bortset fra nogle få smuttere synes det efterhånden helt naturligt at køre i venstre side af vejen. Når jeg er morgensøvnig (kl. 10) og undtagelsesvis lægger fra i højre vognbane, er rædslen i den modkørende ansigtsudtryk som regel nok, til at få mig til at huske mig på, hvor jeg er. På et tidspunkt må jeg vel også finde ud af hvem der egentlig har vigepligt i fire-vejs kryds.
-
Kun 25 km senere er jeg i havnebyen Beppu, hvor jeg skal have fundet en internetcafe. Jeg venter en del mails, bl.a. om min bankkontos tilstand, og skal have sendt fire dages oplevelser til webloggen. Turistinformationen finder et 100 kr.'s hotel til mig lige om hjørnet, og så er jeg installeret. Der er gratis internet på luksushotellet kort derfra. Trænger også til at tale andet en baby-engelsk og opsøger derfor sent på aftenen Speak-Easy, hvis navn ikke refererer til stedets gennemsnitlige lixtal (læsbarhedsindex. Red.) – en 'speakeasy' var en ulovlig bar under forbudstiden i USA. Efter en halv times roden rundt i luderkvarterets absolut mindste gyder finder jeg stedet, med træplader foran dør og vinduer, så det blir ikke i aften jeg får mit sprog-fix. På et tidspunkt over sommeren talte jeg med min polske ven Mirek om at mødes her i Japan. Jeg troede aldrig jeg skulle komme til at savne ham for hans evne til at tale engelsk.

25-10 - Langs kysten sydpå

2007-01-11T11:05:00.000-08:00

Til 100 kr. for en overnatning får man ikke bad på eget værelse, men Beppu er også kendt for sine mange badhuse og 'Hells'. De sidste er steder hvor det damper og bobler op gennem mudder. Over hele byen damper det faktisk ud af rør her og der og allevegne, og frokosten blir da også en naturligt dampet majskolbe. Anyway, først et rigtig varmt bad i en gammel flot onsen, så to hurtige besøg på hhv. et museum for bambus arbejder og på 'Hihokan Sex Museum' oppe ad bjerget.
-
Førstnævnte museum viser selvfølgelig lidt af den slags bambusting enhver kinabutik i Danmark har, men det er kunsthåndværket og de moderne bambusskulpturer som for alvor imponerer, så de superlativer jeg hidtil har reserveret bjergvejene gælder også her. Det næste museum blev i Lonely Planet guiden lokkende beskrevet som et af Japans mest surrealistiske, men jeg tror der skal mere end det her til at hyle en skandinav ud af den. Det meste er egentlig seriøst nok, med flot erotica af forskellig slags fra fortrinsvis østlige og fjernøstlige kulturer. Mere underholdende blir det i montrerne med udstoppede udgaver af forskellige dyrs ædlere dele. Her er bla. en han- og en hunhval er repræsenteret. Bedst/værst & sjovest er en meget fri fortolkning af 'Snehvide og de syv dværge', i en tredimensional 1:1 udgave.
-
Først 60 km motorvej for at komme udenom byområdet, så omkring 70 stykker let trafikeret almindelig hovedvej langs en flod, mest med 50-60 km/t sving og god asfalt, derefter 50 km to- og firespors helvede gennem mere bebyggelse og stinkende industri, og som afslutning 15 km betalingsvej ind i byen Myiazaki. Der er stadig en smule lys himmel, som de høje palmer langs denne sidste perfekte vej kan ses imod. Varmen, synet og selv lugten minder mig om nogen tilsvarende stræk i Kalifornien for en evighed siden. Billigt business hotel, god mad, en engelsksproget avis, internet-tjek, ½ times skriven dette og så er det drømmeland.

26-10 - Aber, surfere og mc-strømere

2007-01-11T11:03:00.000-08:00

På vej ned til morgenmad møder jeg Graeme, en englænder der har valgt at tage Japan rundt med tog. Hestehale, ligner min nabo Erik Siggaard lidt, men er mc-forhandler i stedet for pædagog. Engelsk-fixet over morgenmaden er reddet, og en mand hvis internetadresse starter med Z13 kan vel ikke være helt umulig. Han har haft dem siden han var 19 år gammel, siger han. (Note til ikke-mc-folk: En Kawasaki Z1300 er for motorcykler hvad salig Brutalis var for fred og harmoni i dyreparker). Jeg fortæller ham om mc-museet og det kamikaze-museum jeg skal se i morgen, for det lader til at han vil følge mit spor rundt på Kyushu med et par dages forsinkelse. Han anbefaler mig til gengæld at se den bydel i Osaka, der skulle have inspireret Ridley Scott til at filme Blade Runner som han gjorde.

Og så er det sydpå, langs kysten, fem timer ad snoet underskøn vej, med grønne bakker på højre side og Stillehavet på venstre. Den bliver bare ved. Flere og flere slags palmer, til sidst også kaktus. Jeg er løbet tør for superlativer, så tag mit ord for at den er bedre end nogen andre veje jeg hidtil har oplevet, pånær et par steder i USA. Flere steder ser man surfer-dudes og dudettes, nemme at spotte derude når endnu er surfbræt flyver i vejret mens ejeren bankes under vandet af en bølge. 15 min. olieskift i en lille flække, videre på paradisvejen.

Et par modkørende mc-strømere imponerer mig først ved hvor hurtigt de får vendt og indhentet mig, dernæst ved at insistere på at tage et billede af mig og den ene af dem til mit album af feriebilleder. Jeg har ellers lynhurtigt fisket alt frem – pas, forsikringspapirer, dansk lægeerklæring, kopi af samme, japansk oversættelse, normalt kørekort, internationalt kørekort - så de har så meget som muligt at forholde sig til. Men der er som sædvanlig overhovedet ingen problemer, så jeg kunne have sparet mig al den paranoia hjemmefra.

Dusinvis af skræntflyvende rovfugle holder til her, og et sted render nogle aber over vejen. Når dog ikke at tage billeder før de er flygtet, for de er om muligt endnu mere sky end landets andre primater. Standser også ved et gammelt shinto tempel, for det er alligevel frokosttid. Adskillige hundrede trin ad op og ned ad ujævne stentrapper bringer mig ind i tempelkomplekset, der er komplet med munke (eller præster, f*** should I know) og en hoben boder med lykkeamuletter m.m. Junglen trænger sig på her, og det lyder som rent Bounty-land derindefra.

Nu er jeg ikke specielt tændt på templer og skrin, måske bortset fra at jeg værdsætter deres arkitektoniske kvaliteter (på det punkt imponerer Kyushu ellers ikke), men dette sted har heldigvis en ekstra funktion: Jeg følger nøje de lokales eksempel ved at lægge penge i trækasser hist og her, bukke foran templet og klappe to gange, og siden ved at smide sten ned i en hulning på en klippe nær havet. Det første skulle hjælpe en få ens ønske opfyldt, og det næste sætte turbo på det første ønske, og hey – prøv bare at bevise at det IKKE virker. På den anden side var jeg så optaget af at udføre ritualet rigtigt og smide stenene i hulningen, at jeg glemte at ønske, hvorfor pengene alligevel må betragtes som spildte.

Fem timer senere, allernederst på halvøen, blir vejen mindre, og snor sig mere op og op indtil – aaargh! – den yderste halvdel er skredet i havet et par hundrede meter nede. Jeg vil sagtens kunne køre forbi på det stykke der er tilbage, men vejvæsenet har spærret af, så selv en fodgænger skal have bjergbestigerudstyr med for at komme videre her. Jeg hader at 'backtracke', at bevæge mig ad samme vej tilbage. Nuvel, udsigten er jo rånydt een gang, så de 8-10 km tilbagetur foregår til den hyggelige lyden af fremflytterfodhvilernes skraben. En rovfugl krydser højst 5-6 meter lige over mig, med en død gnaver i kløerne, og siden render endnu en flok aber over vejen. Derefter går det over bjergene, pga. en velkommen fejlnavigering på en 2. gearsvej, og siden af en normal hovedvej et par timers tid.

En færge tager mig til Kagoshima på Kyushus nederste, vestlige del, hvor jeg efter tre kvarters roden rundt omsider lokaliserer et lille hotel LP guiden anbefaler. Foyeren lygter af kat, der er ingen bad på værelserne og mine vanderstøvler skal af ved indgangen. Men det er billigt, japansk indrettet med tamamimåtter og neonlys, så stedet har i det mindste lidt mere personlighed end de andre 'ryokans' jeg har boet på. Og som John Travolta sagde i Pulp Fiction; "Personality goes a long way".

27-10 - Kamikaze fredsmuseet....

2007-01-11T10:59:00.000-08:00

Guidebogen beskriver Kagoshima som 'Japans Napoli'. Uden at have været i Napoli, forestiller jeg mig at italienerne kunne blive en kende fortørnede over sammenligningen. For meget beton, og et stort rødt pariserhjul over hovedbanegården. Ikke at byen ikke er hyggelig sammenlignet med nogen af de andre jeg har set herovre, for der er mange arkader, gode restauranter, designerbutikker, overdækkede fortove og gamle sporvogne. Heraf mindst een afsindig reklamevogn der kom kørende i går aftes, som en lykkehjulsbod der var stukket af fra sit omrejsende Tivoli.

På vej til 'The Peace Museum for Kamikaze Pilots' syd for byen ser jeg et buddhist tempel, og forvilder mig derind en times tid. Det er ikke kun den flotte moderne bygning, eller den 7-8 meter høje Buddha af træ der sidder i skrædderstilling på et podie midt i rummet. På vej ud insisterer damen ved indgangen at jeg også ser hvad kælderetagen rummer af vaser, statuer og vævede billeder. I går skrev jeg noget om ikke at være så tændt på templer, men jeg må overgive mig. Den samling tager vejret fra mig. Mest traditionelle billeder, selvfølgelig, men her og der også noget der næsten kun kan beskrives som fotorealisme i vævet silke.

Længere inde i landet finder jeg nu det kombinerede freds- og kamikazemuseum. Hvordan man lige får ønsker om fred og harmoni for alle verdens folk - som det står hugget i sten udenfor - til at gå sammen med en hyldest til de unge selvmordspiloter, bliver jeg ikke klogere på for alt undtagen en lille folder er skrevet på japansk. Som ofte før står der skrevet 'game over' henover min pande, med japanske skrifttegn.

Men de flere hundrede billeder af disse dødsdømte unge mænd (ikke alle var frivillige) er noget forstemmende, omend de fem udstillede jagerfly opvejer det en smule. Kreperligt nok må man ikke fotografere derinde, så billedet af et vildt korroderet Zero jagerfly, man fiskede op af havet for nogle år siden, er taget udefra, gennem ruden.

En hurtig tur gennem en samurai landsby afslutter dagens sightseeing. Stedet er et slags frilandsmuseum, hvor folk rent faktisk bor. Bortset fra en solfanger eller to på tage rundt omkring, ser det såmænd ganske autentisk ud. Det viser også hvor lidt japansk indretningstil egentlig har ændret sig, med det enkle og harmoniske i højsædet. Tilbage er der kun at nyde udsigten over på den anden side af strædet jeg krydsede i går, hvor vulkanen Sakurajima ryger løs, og endnu en gang at standse og snuse til trælugten fra en tømmerhandel. Der er andre sorter her, med helt andre dufte.

Jeg har været her knap en måned, og synes at være faldet ind i en god rytme mht. hvordan jeg tourer og hvordan min interaktion med de lokale er. Alligevel oplevede jeg i formiddags en irritation over ikke at kunne 'læse' folk, og især over at de har så svært ved at forstå ting jeg gør mig rigtig megen umage med at forklare på en enkel og pædagogisk korrekt måde. F.eks. med tegninger, eller ved at tage en ting jeg ønsker at købe, og hive penge frem. Godt at der gik fire uger før det skete, og godt at jeg udmærket ved det er mig som er trængt ind i deres univers, og ikke omvendt.

I modsætning til da jeg besøgte USA, og logisk nok havde nemt ved at forklare eller få forklaret ting, er jeg denne gang virkelig kun en observatør. Vil jeg vide noget om deres solfangere eller vindmøller eller motorcykler, for bare at tage nogle relevante eksempler, har jeg en 0,5 % chance for at finde en, der blot kan forstå mine spørgsmål. Jeg tror ikke det havde hjulpet med at have lært en smule japansk hjemmefra, for det ville også have været lige så primitivt og ubehjælpsomt som de lokales engelske. Min lommeparlør klarer glimrende de mest almindelige ting mht. mad, hotel og almindelige høfligheder som goddag og tak.

-
Må se at få opsporet nogle af de folk, der guider turister rundt, specielt med henblik på at træne fremmedsprog. Hvem ved, måske nogen endda vil forsøge sig med dansk. Lodglod med Frode....

28-10 - 44 km smuk paradisvej

2007-01-11T10:58:00.000-08:00

Efter lidt for mange mildest talt håbløse forsøg på at lokalisere en butik som er kompetent til at printe et par dokumenter fra min lille memory stick, tager jeg motorvejen 100 km nordpå, for at indhente lidt af de to tabte timer. Krydser den 32. breddegrad, som et skilt markerer. Derefter står viseren på paradisvej de næste 44 km, så smuk og så højt oppe ad bjerget, at jeg af og til må ned under hastighedsgrænsen for til fulde at kunne nyde udsigten. Lader mig åndsvagt nok lokke af et skilt der siger vandfald (lille, og så mange trin derned at jeg får postale flashbacks) et sted ude til siden, hvilket i praksis betyder tarmslyngsvej de følgende 32 km. Som sine artsfæller har den stræk hvor en bil og en mc ikke kan passere hinanden, og store spejle i de fleste sving. Hvilket vil sige en hel del, for der er stort set ingen lige stræk på over 50 meter.

Mens mørket falder på fortsætter jeg ad noget mere paradisvej, og finder til sidst et dyrt udseende hotel. De har ingen enkeltværelser, og de andre i området der ringes, til har heller ikke. Indtjekkeren vurderer så, at han næppe får solgt sit sidste invalideværelse, medmindre han giver det til mig. For 400 kr. har jeg nu mere plads end sammenlagt 8-10 af mindste rum, jeg hidtil har overnattet i. Fjernsynet har hverken møntautomat på siden eller foldere for mere eller mindre slibrige pornokanaler, og selv en privat pengeboks gemmer sig i et af skabene. Origamifigurer overalt, morgenmad og den tilhørende 'onsen' er også inkluderet, så denne aften vil jeg nok spørge mig selv et par gange, om det er på tide at stikke feriebudgettet skråt op eller hvad.

I badet sidder en flok gamle fyre, og en kommentarer om 'gajins' – fremmede – falder da jeg sætter mig, til stor moro for de andre. Når de taler, med hæse stemmer og i en anden dialekt end den jeg har hørt mest, lyder det som en blanding af den grynten motornørder med hovederne nede i en amerikanerbils motorrum som regel udstøder, og så Prostecnic Vogon Jeltz der reciterer sit yndlingsdigt. Jeg er ligeglad, ligger bare der i det varme udendørs bad, kigger op på stjernehimlen, lytter til blød jazzmusik, og tager mig selv i at le af hvor fedt det her er. Heldigt jeg tog omvejen forbi det lamme vandfald.

Dagens engelsk-fix reddes uventet af en arkitekt, der ser personalets totale befippelse, da jeg spørger om der er internetadgang et sted på hotellet. Det ender med at jeg sidder på deres kontor – i min kimono – og lader arkitekten oversætte en mail minimonkeyman Osca i Tokyo har sendt, om nogle veteran-arrangementer og stumpemarkeder i Kyoto og Osaka. Senere, over et par øl, afslører han også det beklagelige faktum, at den slags Asahi jeg holder mest af egentlig ikke er en rigtig øl. Den er et blandingsprodukt skabt for at omgå en-eller-anden afgift, som myndighederne havde fundet på.

29-10 - Det lækre hotel, vulkanen og tilbage til 50'erne

2007-01-11T10:54:00.000-08:00

En som forventet overdådig morgenmad venter i restauranten, og godt det samme. Hvis onsen'ens elektroniske vægt er lige så nøjagtig som den på posten, har den japanske spisestil fået mig til at tabe 5 kg siden jeg ankom. Pålæsning, start og idag den første hele dag udelukkende med gode veje. Stopper lige ved et entreprenørfirma på vej ud ad byen, for jeg vil have navneskiltet fra foran på en af deres udrangerede Hino lastbiler. Tilbyder 1000 yen, men det kan ikke lade sig gøre. Mens jeg prøver at forhandle en rimelig pris på hele lastvognen, kommer tre sportsmaskiner vrælende forbi – det er første gang jeg ser nogen køre den slags maskiner som de bør køres. Nå, det med skiltet lader sig stadig ikke gøre, men til sidst følger jeg en af firmaets ansatte ud til en skrotplads, hvor en masse lastbiler er kørt til de evige rismarker. Jeg skruer min souvenir af et af vragene, gratis, og kører glad derfra som en glad mand.

Et langt stræk på en normal lækker vej, og så blir det – whoa! – en bred trafikfri vej og 60-80 km/t sving en 20-25 kilometers vej. Den har tilmed de sjældne stiplede linier, så jeg på utypisk lovlig vis kan æde de få biler, der ligger i vejen. 40 km/t skiltet ved vejens start kan højst gælde de første par kilometer, og Nimbussen får for en sjælden gangs skyld lov at strække ud, så meget jeg tør med al bagagen bagude og et fladstålsstel der nu engang er som det er. Til det sidste Nimbus årstræf pegede en fynsk Nimbusforhandler på en smule rust, oppe hvor kronrøret er nittet fast – et tydeligt tegn på at det trænger til nye nitter, og derfor flexer mere end det egentlig burde.

Dagens hovedattraktion er et vulkankrater på størrelse med Als. Det er 100.000 år gammelt, nu bebygget og med jernbaner og veje, omend en af de fem mindre vulkaner indenfor væggene stadig er aktiv, og gør at områder af og til spærres af, hvis de giftige dampe går den forkerte vej. Der er fredeligt idag, og smukt, så alle andre er også ude og køre søndagstur i området. Jeg stopper et sted hvor der allerede holder tre Ducati'er, og blir ignoreret fuldstændig det kvarters tid det tager at spise min frokost, men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Et stykke vej længere fremmer slår jeg følge med et halvt hundrede motorcykler, der synes at være på vej hen et sted. Et par vandbøfler er blandt dem, og flere af Kawasakis BSA-kopier.

Sidevejen går gennem et område der nærmest ligner klitterne ovre i Vestjylland, bortset fra at de ligger på et plateau med udsigt over det enorme krater jeg lige er kravlet op af. Vi standser ved noget der vel svarer til Malerklemmen, og her blir Nimbussen fotograferet og filmet fra før jeg stiger af den og til jeg kører igen. Der er en skønsom blanding af mc'er, fra 350 cc Kawasaki totaktere med tre racerpotter, til en særligt vulgær Boss Hoss med sidevogn. Henover stedet kommer også tre ultralette brummende, de første privatfly jeg har set her i landet.

Tilbage til hovedvejen, og op over endnu en nationalparks kolde, kolde 1320 meter pas, i snegletempo pga. trafikken. 50.000 søndagsbilister kan ikke tage fejl; det er en lækker vej, og jeg ser nu for alvor efterårets farver på hele bjergsider. Det kommer jeg sikkert til at se en del af fremover, nu jeg kører nordpå igen. Til sidst er jeg tilbage i Yufuin hvor motorcykelmuseet ligger. Tramper ind for at få en nødvendig kop varm the, og mødes af Mr. Iwashita, som ejer stedet. Han vil se den 2. Nimbus i sit liv, før der kan blive tale om servering.
-
Efter at have læsset mit habengut ind i 'Rider House' togvognen, spørger jeg om nogen kender en rigtig god restaurant i nærheden. Ork jo, og de har allerede aftalt at jeg skal med de ansatte og den tilstedeværende familie skal ud at spise sammen. Fint nok, den slags sjanghajning har jeg jo efterhånden gode erfaringer med. Det tegner rigtig godt, det her. Alle syv tager sammen ind til Beppu, 24 km og 138 sving derfra (talte dem på vejen hjem, for flokken taler næsten kun japansk denne aften). Iwashita-san, som lever af at producere dele for Honda og Mazda, og iøvrigt har omkring 500 motorcykler, er en bedre forretningsmand end bilist. Så det er med nogen lettelse jeg træder ud af hans bil nede i selvsamme luderkvarter, hvor jeg prøvede at finde et bestemt værtshus for et par aftener siden.

Folk kommer næppe på 'Hitparade Club' for buffet'ens kulinariske niveau. Sort/hvide billeder af alle fra Scarlett o'Hara og frem til Elvis den Yngre præger væggene. Vores loge ligger på Sunset Blvd., tjenerne har Brylcreme-bananen, og farverne er nænsomt holdt i DDR-mørkebrun. Kun en enkelt nummerplade fra Hamborg bryder det amerikanske nostalgi-look, men hvad; den er fra udlandet. Vi når da også kun lige at få tygget færdig, da et orkester med sangerinderne i strutskxrter tropper op og spiller 50'er og 60'er musik. Havde jeg spottet John Travolta og Uma Thurman twiste ude på det ternede gulv, var jeg kun blevet mildt overrasket.

Det lyder værre end det er, for orkesterets otte medlemmer ved faktisk hvad de gør. Blandet med det lidt absurde i at høre 'Don't be cruel' og andre klassikere sunget enten med stærk japansk accent eller ligefrem på lokalsproget, er det her ret så underholdende. Lige som i Tepui Bar for et par uger siden, er publikum også en del mere oppe at køre end et tilsvarende dansk ville være en søndag aften. Dansegulvet spækkes i løbet af de tre sæt, og som ofte før ser jeg det gamle og det nye Japan på een gang, for hip-hoppere og folk i kimonoer og med samurai-hårstil – og en enkelt transvestit - danser med hinanden, klapper og skråler løs.

30-10 - Biker-statuen og fallos-templet

2007-01-11T10:52:00.000-08:00

Tid til den store afsked igen, men Iwashita-san skal lige have en gaveæske med pålægschokolade inden jeg tager afsted. Så skal jeg også have en gave; et sæt gamle, originale litografier i traditionel stil, som jeg er vild med. Så skal han have et par sider julegavepapir med mine tegninger af julemanden på Nimbus. Så skal jeg have en kopi af den CD der spiller, fordi en af pigerne husker jeg var begejstret for den sidst. Hvis det fortsætter på denne måde, er det kun et spørgsmål om tid før min læderjakke ryger, hvorfor jeg går ud og pakker bagagen på Nimbussen.
-
Mens jeg venter på at Verdens Langsomste CD-brænder bliver færdig, dukker endnu et hold besøgende til museet op. Det siger en del om stedets eklektiske samling – eller måske om mig – at bedst som jeg står der i fuldt læderdress, kommer en af japanerne over og stirrer længe på mig, med et blik som ingen har givet mig her i landet før. Og med et forskrækket råb springer han tilbage, da jeg pludselig bevæger mig. Han kan overhovedet ikke se det morsomme i situationen, så chokeret er han. Havde min dag ikke været reddet forlængst, var den det nu.
-
138 sving senere er jeg tilbage i Beppu, finder et dyrt hotel med gratis internet i foyeren, og fanger til sidst en færge til Shikoku, Japans fjerdestørste ø. Den ligger praktisk lige på min vej op til veteranhalløjet i Kyoto. De er fire mand om at stroppe Nimbussen rigtig godt fast, så jeg i det mindste sikker på at den går med ned, hvis færgen laver en 'Estonia'. Bemærker ombord at afdelingen med tamamimåtter er dobbelt så fyldt som den med stole og sofaer. Hvis japanerne kunne opfinde noget der var hårdere end et gulv at ligge og knalde brikker på, tror jeg de ville gøre det.
-
Vel ovre kører jeg en times tid sydpå, i tiltagende mørke, til byen Uwajima, hvis hovedattraktion iflg. Lonely Planet guiden er et gammelt tempel, hvor man i den grad dyrker fallos. Det gjorde man åbenbart også mange andre steder engang, indtil vestens bornerte moralkodeks fik stoppet alt det griseri. Næsten alle steder. Skal jeg se templer – og det skal man vel når man er turist i Japan – kan jeg lige så godt se de mest underholdende. Byens anden attraktion er gratis internet, og det er så det hele. Men den ligger passende for natlogi, på min rute ned til øens bedre kystveje.

31-10 - Hino vinger, og pilgrimme på tempeltouring

2007-01-11T10:51:00.000-08:00

Kommer for sent op, får set det sexfikserede tempel, overstår dagens internetseance, og forlader denne 'one-horse town' da solen ville have stået højest. 'One-bull town' ville måske være mere korrekt, for stedet viser sig at være kendt for deres Pamplona-lignende tyrehalløj, som jeg missede med blot to dage. Nuvel, selskabet i Yufuin og Beppu ville jeg ikke have undværet for noget.
-
Det går indenlands langs et par floder, ialt 129 stort set trafikfri kilometer, som ville have været fantastiske, hvis ikke niveauet for skønne veje var blevet hævet som det er, de sidste par uger. Nu er vejen bare til et 9-tal, men jeg får i det mindste scoret endnu et par Hino vinger fra en gammel bus der står i vejsiden. Denne gang et ældre design, og endda i metal. Husene her på Shikoku er igen af den samme gode standard som jeg så det før jeg kom til Kyushu, men der er også en del skrotpladser med biler og andet jern. Som jeg selvfølgelig finder fascinerende. Ser samtidig en del vandringsmænd, og konkluderer pga. deres ens påklædning, vandrestaven og stråhatten, at de må være en pilgrimme af en slags. Det kan selvfølgelig også bare være medlemmer et vandrerlaug.
-
Da mørket falder på, byder min trætte krop mig at tage det første og det bedste hotel, så for en hund over det planlagte prisleje havner jeg et sted med overraskende god mad (er tunfisk også politisk ukorrekt for tiden?) og et af deres varme bade. Efter at have ligget og slappet af i sidstnævnte en halv times tid, kan jeg roligt bede finnerne glemme alt om deres sauna og rulleture i sneen. Dette er den ægte vare, helt frit for det masochistiske element med at man knapt kan ånde hver gang en-eller-anden nar hælder mere vand på stenene.

1-11 - Sidste tur langs stillehavet

2007-01-11T10:49:00.000-08:00

Kører ned om sydspidsen på Shikoku, vidende at det meget vel kan blive sidste gang jeg ser Stillehavet fra sadlen på en motorcykel. Det blæser, er køligt og på denne vestlige side af øen minder æ´ Still´haw lidt om den jyske vestkyst, bortset fra at her er vilde klipper det meste af vejen. Masser af restauranter med alt fra hvalbilleder på siden til store bronzeskulpturer af dyret, så det er ikke svært at regne ud hvad hovedmenuen er, eller hvad de lokale mener om forbud mod hvalfangst. På østsiden er der flere strande, og dér holder surferne til. Undervejs ser jeg også flere og flere af - hvad jeg senere finder ud af rent faktisk ER - pilgrimme. Der er en rute med 88 templer på Shikoku, og der er åbenbart noget specielt fedt ved at besøge dem alle. Det tynder ud dog blandt tempeltripperne da strandvejen efter lidt over hundrede km hører op, og blir til almindelig to-, så fire- og til sidst sekssporet vej.

Tid til turens tredje olieskift, og jeg konstaterer samtidig at alle bolte og møtrikker stadig sidder stramt som de skal. Nimbussen har virkelig artet sig vel. Bogstaveligt talt ingen tekniske problemer, som før nævnt billig i benzin, og tilmed behagelig at køre selv når vejen har været af tvivlsom kvalitet. Om vippearmene eller baglygten har været det største trækplaster ved jeg ikke, men responsen har været god hele vejen igennem, og jeg har ikke tal på hvor mange ikke-motorcyklister – fra hotelejere til tankfolk – som har taget billeder den og mig, og som jeg har taget billeder af mens de sidder på maskinen. (Japanerne elsker det der fotoshow). Jeg kunne også have sparet mig alle bekymringerne om hvorvidt den måtte køre herovre uden blinklys, eller om den skadede fælg fortil skulle have været skiftet. Ingen politifolk har sagt et ord om maskinens eventuelle lovlighed - vippearmene har vel distraheret – og med de hastigheder jeg holder mig er fælgen såmænd god nok.

Jeg hopper på betalingsvejen, over en bro og tager hele næste ø på en højderyg, med smuk udsigt til den nedgående sol over havet. Ved nu ikke om jeg ville have nydt det lige så meget, hvis jeg havde vidst hvad de ville tage i betaling. Det afskrækker mig nu ikke fra at hoppe på en expressway hele vejen op til Kyoto, hvor jeg har booket mig ind på et virkelig spøjst lille herberg, som jeg blev anbefalet i Beppu. Expressway'en er en oplevelse i sig selv, for den går gennem forsmagen på det område, som William Gibson i sine sci-fi romaner kalder 'The Sprawl': Et stort sammenvokset byområde, der strækker sig fra Tokyo og hele vejen ned ad Japans sydkyst. 60-70 km ad mangesporet motorvej, parallelle motorveje, over- og undermotorveje, med monorails som snor sig frem og tilbage over dem - lange oplyste tunneller hvor en uendelig strøm af lastvognstog med blanke aluminiumssider og gule, blå og grønne lys overhaler på begge sider - lige så blanke støjskærme der kurver ind over os, ialt en timelang scene der minder om den sidste del af 'Rumrejsen år 2001' - og med et mylder af skilte som gør, at jeg mirakuløst nok kommer til ind til det rette sted i Kyoto på rekordtid. 350 km blir det til idag, turens hidtil længste dagsrejse, hvis man ikke regner København-London-Tokyo med.

På herberget 'Taro Cafe' falder jeg i snak med den ene af de tre japanere på tamami-måtterne i foyeren. Hun er en fattig studerende, som efter otte års engelskklasser har nået et niveau hun antagelig vil kunne rejse udenlands med. Jeg inviterer hende på engelsklektion og aftensmad, mens jeg får en til at finde de gode ting frem på menukortet i en nærliggende, udmærket restaurant. Nogen af Jer har jævnligt græmmet Jer over min hang til kirsebærøl, men vid at en let alkoholisk melonsaftdrik heller ikke er at foragte. Kampai!

2-11 - Koyto, byen med 2000 templer

2007-01-11T10:48:00.000-08:00

Bruger fire timer på at køre rundt for at finde et logi for natten, da Taro Cafe først har plads igen i fra morgen. Enten er alting booket op, fordi det er en helligdag imorgen, eller også er hotellerne stinkende dyre. En af dem har en Rolls Royce klodset op i foyeren, og lejer helst værelserne ud for nogle få timer ad gangen. Meget mod min vilje havner jeg derfor på det lokale vandrerhjem, som er fyldt med unger især fra USA, efter stemmerne at dømme (de viser sig at være fra Canada, men alligevel...). Det er nu ikke stedets gæster, men mere det at man skal være hjemme inden halv elleve og en del andre lignende regler, som jeg føler er under min værdighed. Men det var det eller under en af broerne, og jeg skal alligevel alt for tidligt op imorgen; veterantræffet starter ugudelige klokken syv.

Går så rundt og rånyder byen, for her synes der at være alt det jeg savnede ved Tokyo: Gamle bygninger side om side med de nye, butikker med lækre sager som f.eks. husaltre (40.000 kr. ikke en utypisk pris), og fremfor alt de mange indfødte, der joller rundt i deres sandaler og traditionelle dragter. Det ser bare så elegant ud, og jeg bliver småmisundelig over at vores kultur ikke også har dette elegante element. Traditionel japansk stil altså. At have mine naboer rende rundt i danske folkedragter ville være ubærligt.

Havde jeg vidst at Kyoto ville virke sådan på mig, havde jeg nok tjekket det praktiske omkring at lade mig og Nimbussen flyve hertil istedet for til Tokyo. Når veteranarrangementet imorgen er overstået står den på tempeltouring, for byen har 2.000 af dem, hvoraf jeg nok kun tager de mest spektakulære. Men så er der den almindelige arkitektur, hvor der er reminicenser af Amsterdam, med masser af høje smalle huse ved siden af hinanden, og generelt mere veldesignede og velholdte end de tilsvarende i den nuværende hovedstad.

Slutter aftenen med at sidde på vandrerhjemmet med nogen hyggelige (voksne) fra hhv. Frankrig og Canada, samt en enkelt amerikaner, som er så utroligt arg på Bush og hans klan, at jeg er tæt på at forsvare svinet....

3-11 - Et ordentligt veterantræf, 1. del

2007-01-11T10:42:00.000-08:00

Fordelen ved vandrerhjem er at der som regel serveres en god frokost, som en del af den overkommelige pris for indkvartering. Så er det bagage på bobberen, strøm på tændingen og mig på vej gennem byen, til veterantræf. Standser lige ved en tank for at få vasket de sidste ugers støv og olie af. Tankpasseren misforstår mit spørgsmål om jeg må gøre den ren her, og går selv igang med motorrens og klude. Fint nok, det blir 26,50 kr. godt givet ud. Finder så veteranerne, og gentager nu showet fra sidste arrangement, men her i tifold størrelse hvad mænd og maskiner angår.

Der er meget interessant, fra små cykler med påboltede motorer, opad med knallerter, scootere og trecylindrede Kawasaki totaktere, hvis olierøg blander sig med den fra en kvadrat-firecylindret RG500 Suzuki racer replika. Videre over en 1935 BMW R35 enstamper, en tidlig Moto Guzzi Falcone med smørrebrødsskiven (et eksternt monteret svinghjul), en japansk Yamaguchi (?!?), en ret ny kinesisk Jawa-kopi, en lang række engelske klassikere, og et godt stykke videre til diverse Harleys, en Chief og tre Rikuo maskiner. Der er vel 2-300 i alt, i alle tilstande, og med alle slags kørere.

Nimbussen er som forudsigeligt et trækplaster, og showet med at starte den, posere bag den, og lade folk posere på den, gentages med jævne mellemrum de næste fem timer. Allerede mens jeg parkerer den kommer en fyr over, og fortæller at der måske kommer en anden Nimbus til stedet i dag. Det sker nu ikke, men han præsenterer mig snart for en ældre samler, som har haft et par Nimbusser eller tre indtil for ti år siden. Ok, nu blir det interessant: Ved han hvor de er nu? Kun præcist med den ene, siger han, som nu er på Kyushu, og endda nær mc-museet The Iwashita Collection! Aaaargh! Nå, det ender med en aftale om at se ham mandag eftermiddag, med den første fyr som oversætter, så jeg kan se alle hans gamle fotos af 'busserne. Måske hans hukommelse kommer lidt i omdrejninger over weekenden.

3-11 - Et ordentligt veterantræf, 2. del

2007-01-11T09:56:00.000-08:00

Jeg får taget et par hundrede fotos, især af en nyrestaureret Meguro/Kawasaki, der repræsenterer den første årgang af BSA-kopierne, og af de tre Rikuo'er. To 750 cc'ere og en ældre 1200 cc. Billederne skal bruges til en fremtidig artikel om 'De japanske kopier'. De to første Rikuo'er udmærker sig iøvrigt ned at have afviservinger af samme slags som biler også havde det engang. Endda manuelt betjente med kabler, som originalt ekstraudstyr. Så er det tid til en sidste posering, denne gang sammen med arrangørerne fra 'Old Motorcycle Love Club', som en af dem oversætter det for mig. Jeg prøver at lokke hans arrangør-ID fra ham, fordi de har skrevet 'stuff' i stedet for 'staff', og ender med den og diverse andre badges og hans klub-sweatshirt. En del Nimbus postkort ryger i den anden retning, sammen med de visitkort jeg omsider har fået lavet. Jeg ville ønske jeg havde mere med at give af.

3-11 - Religiøst optog, lang forgaffel og kimonoer

2007-01-11T09:52:00.000-08:00

På vej tilbage til centrum ramler jeg ind i en Shinto-procession, der fylder et vejkryds en halv times tid. To flokke cirkler omkring hinanden, med hver deres 28-mands hold, der bærer et skrin af en slags på skuldrene, hopper og danser med den til taktfaste 'Heito! Heito!' råb, så messing pladerne for hver ende af denne 10-12 meter lange konstruktioner, som en monster-tamburin, klinger mod hinanden. Bærerne skiftes hele tiden ud, for det er virkelig en hård tjans. En mc-forhandler, hvis butik jeg tilfældigvis har parkeret lige ud for, fortæller den komplicerede historie bag hvad der sker, så jeg er for en gangs skyld ikke helt blank overfor hvad mine øjne skuer.

En chopperbutik endnu tættere på byen fanger min også opmærksomhed, hvilket resulterer i endnu en times afbræk, samt den fjerde servering kaffe på turen. Jeg er høflig, naturligvis, og drikker det afskyelige fluidum uden at fortrække en mine. Een kop til et sted, og jeg vil have drukket kaffe lige så mange gange som jeg har de foregående 30 år. Anyway, stedet bygger Harley choppere med nye S&S Shovelhead motorer, i tre-fire faste stilarter, hvoraf en er en ren Zero rip-off. Men de er såmænd flinke folk, det er Nimbus showtime igen, og jeg får lige prøvesiddet en afsindig 70'er stil konstruktion med en flere meter lang forgaffel, som de påstår ejeren rent faktisk kører på en gang imellem.

På Taro Cafe lejer jeg en cykel, og begiver mig op i Kyotos shopping- og restaurantområde, hvor der er et leben uden lige. Fredag aften, helligdag op til en weekend, og de har kun een uges rigtig ferie herovre, så hvem kunne have forventet det? Havde jeg ikke købt denne laptop computer, så dagens indtryk kan tømmes fra knolden og ned på skærmen, ville mit hoved være eksploderet forlængst. Nu kan jeg starte hver dag med tavlen visket ren, hvilket især en dag som denne er ret essentielt, for det føles som om nogen sidder fingeren på 'fast forward' knappen. Jeg oser rundt i butikkerne, suger til mig af ansigter, tøjstile, udstillingsvinduer, det lækre håndværk (redekamme af træ, til 400 kr. og opefter), og der føres en hård, stort set succesfuld kamp mod trangen til at begynde Det Store Vilde Turistindkøb. Kun et enkelt tempel blir det så til i dag, klemt inde i en vild shoppingarkade.

4-11 - Osaka. og en glad havenisse på Nimbussen

2007-01-11T09:45:00.000-08:00

Tager til Osaka med toget og lejer, belært af gårsdagens positive erfaringer med den transportform, straks en cykel. Trafikregler for cykler matcher ret nøjagtigt reglerne i krig og kærlighed, men det synes at fungere glimrende med alle de folk der kører på vejen eller fortovet, med og mod køreretningen og hinanden, og uden lys om aftenen. Her opstår der stort set heller ingen hårrejsende situationer, og jeg får set betydeligt mere i de 7-8 timer jeg giver byen, end det ellers havde været muligt. Guiden jeg får hos turistinformationen fortæller også det farlige i for udlændinge at negle en ulåst cykel, for stoppes man af politiet uden dens obligatoriske registreringsattest, kan man risikere udvisning af landet.

Osakas nordlige del minder mest om Tokyo, mens den sydlige er lidt en blanding af hovedstaden og Kyoto, minus templerne, kimonoerne og turisterne. Der er uendeligt lange shoppingarkader over og under jorden, et stormagasin har en 1:1 skala model af en kaskelothval (jeg formoder det er en model, for den er højrød) hængende i indgangen, og det obligatoriske pariserhjul på taget. Mylderet af mennesker er mere intenst her end nogen andre gader jeg har været, og det minder mest af alt om en Roskilde Festival, hvor de har lukket for mange ind.

Om aftenen ændres billedet lidt, idet området langs en kanal midt i byen har tonsvis af barer – som regel på anden sal og opefter - tøjbutikker og andet gear til unge, der for en god dels vedkommende synes at deltage i en afsindig konkurrence om outreret påklædning. Men der god stemning, amerikanerbiler, mangabutikker i flere etager (som jeg får set i min jagt på en stola til min manga-dyrkende niece). Ved selve kanalen spiller på skift forskellige bands, og bag scenerne brillerer teenagere med deres minicykel-færdigheder.

Tilbage i Kyoto sluttes aftenen underholdende af med at herbergets stab, gæsterne og naboen sidder på fortovet udenfor og kæver den til langt over midnat. November måned til trods, er her mildt og rart at være. Så skal Nimbussen lige startes, og larmen lokker to lige så opstemte havenisser ud af nabohuset til den anden side. Hun falder helt i svime over motorcyklen og dens vippearme, for en Honda Monkeybike er åbenbart en smuk og minderig del af hendes fortid. Posering, posering, knips igen-igen.

Og jeg begynder at mærke tiden svinde, selv om der er tre uger tilbage. En ekstra måned ville have været en god ide.

5-11 - Turistkaos i templerne

2007-01-11T09:43:00.000-08:00

Sidder med min morgenthe, da jeg hører nogen sige ’Nimbus’ udenfor. Det er tre danskere, viser det sig, og den ene, som har været medlem af Nimbusklubben engang, ved hvem jeg er. Prøv lige at regne lige de statistiske chancer ud for det møde. Senere, over morgenmaden i en nærliggende cafe, ser jeg hvordan folk myldrer afsted, ser hvordan busserne er fyldte, hvordan butikkerne er åbne. Gad vide i hvilket omfang begrebet fri eksisterer her.

Nu står den på templer, så jeg cykler til Kiomuzi-dera, det nærmeste Kyoto guidebogen har på sin top ti liste. Stort, imponerende, jovist, anbragt på en bjergside og funderet på et enormt skelet af tykke bjælker. Overværer prædiken der lyder lidt som ham for et par uger siden, der solgte kartofler. Hele komplekset fylder 20 acres (hvad er det så i hektar?), har mere end 20.000 altre, og der tages sikkert et lignende antal fotos i timen her hvor stedet er tæt pakket med turister. Har heller ikke set så mange gravsteder på een gang.

Trin to er Kimani-joja, hvor Godzilla-mottoet ’size matters’ har været ledetråden da de byggede det. Enormt, ulig det første tilmed i orangerøde farver, og ser her en del flere af de hvidsminkede kvinder, man forbinder med Japan. Derefter thepause hos en herre jeg faldt i snak med for et par dage siden (urmager, kimono-entusiast, ganske spændende at tale med), og til sidst det nærliggende Nanzen-ji tempel, hvis bastante trækonstruktion imponerer alene for sin – æh – bastanthed. Som med mange andre steder idag kræver de kløgtigt nok at besøgende tager skoene af, inden de går ind, så træet holder til de mange gæster.
-
Tilbage på herberget for at taste et par timer, for jeg har kun skrevet stikord ned på det seneste. Det går meget godt indtil endnu en kanadier fra Vancouver dukker op, og vil snakke motorcykler. Der går øl i den igen, udenfor sammen med de andre. Prøver lige Nimbustricket, men havenissen holder friaften.

6-11 - Shogunens residens, Ace Choppers og den gamle Nimbusmand

2007-01-11T09:41:00.000-08:00

5 timers søvn, op for at pakke gaver til senere, og så dagens sightseeing. Tager afsted med kanadieren Jacob, først til et buddhist tempel, som udmærker sig ved at være langt mindre ornamenteret en andre af slagsen. Og ved at være stort – indenfor står 1000 forgyldte statuer af ’Kannon Bodhisattva’, 500 på hver side af en større hovedudgave af samme. Som er yderligere beskyttet af fire ret så barskt udsende guder (antager jeg, guiden er ikke helt specifik ang. dette). Indersidens ornamentering er næsten væk, så der er lidt mørkt, og dette sammen med den relativt enkle konstruktion minder mig lidt om vore hjemlige vikingers byggestil. Imposante som gårsdagens tre templer ellers var, så er dette det i Kyoto jeg foreløbig har syntes bedst om. Jacob er tømrer af profession, og fortæller om de forskellige teknikker der er brugt, både her og i konstruktionen på vore næste mål.

Nijo-jo (Nijo slottet), en arkitektonisk imponerende shogun (konge) residens en kort cykeltur derfra, er tilsvarende stilren. Stedet har en masse tekniske finesser, som f.eks. gulve der visse steder er designet til at knirke, hemmelige rum hvor en samurai kunne sidde og gemme sig, indtil der eventuelt blev brug for ham, osv. osv. Alle vægge er smukt dekorerede med enkle motiver, oftest med store flader af bladguld, så ligesom solkongens Versailles har den enetages bygning skulle demonstrere shogun’ens rigdom; udover selvfølgelig at være et fæstningsværk med omgivende mure og voldgraven. Bedste bygninger jeg hidtil har set herovre.

Henover middag tager jeg toget til Kobe, gennem så uendelig megen grim & kedelig forstad og industri, at jeg kan se endnu en pointe med at tage ’Shinkansen’ højhastighedstoget med 300 km/t. Første besøg er hos ACE Choppers, hvis hul af et værksted under jernbanen huser nogle tilpas rå maskiner. Et par af de kørende eksemplarer var mødt op til veterantræffet forleden, og da jeg alligevel skal mødes med samme træfs gamle ex-Nimbusmand få hundrede meter derfra, er det oplagt at tage en stribe billeder af stedet, og af det Harley Panhead-projekt, der står midt i støvet.

-
Min kontakt til Nimbusmanden dukker op, og kort efter Ansai-san himself, i en af de bittesmå varevogne. Hans værksted lidt derfra er vel stort efter lokal standard, for der er både plads til hans seks engelske motorcykler, og til at gå mellem dem. Sjovere er næsten det lille kontor med alle billederne, bøgerne og modellerne. Det måler 1,2 x 3,5 meter, og er 190 cm i højden - ved indgangen. Han har Sunbeam’en fra træffet, en Douglas bokser, en BSA B33, en imponerende 1958 Ariel Arrow med alt udstyr og originallak, og to stk. Matchless, hhv. G3 og G2 modeller. Sidstnævnte ’udmærker’ sig ved at have en slags unit-construction motor, hvor man simpelthen har sat to store sidestykker udover maskinens separate motor og gearkasse. Well, skal der snydes, kan man vel lige så godt gøre det med stil...

Ansai-san fortæller hvad han lige husker om de to Nimbusser han havde, og den røde 1945’er (ihvertfald på papiret) han fik skaffet hjem til en ven, der var grøn af misundelse hver gang han så Ansai-sans sorte ’48 standardmodel. Nimbus havde fanget hans interesse pga. en i Kobe bosat dansker, som arbejdede for et søfragtfirma i byen. Træt af BMW med deres overkomplicerede teknik og dyre reservedele, fik han ’bussen hjem fra Danmark engang i 70’erne. Omkring 20.000 km blev det til i de ti år der gik, før han solgte den videre til en Coffee Shop på Kyushu, hvis ejer havde plaget om den i årevis. En 1951 med sportsudstødning var også i hans samling et års tid, købt fra England fra en forhandler der alligevel havde en sending motorcykler til Ansai-san.

Pt. er den fra 1948, som Ansai-san kørte med en Acap sidevogn en del af tiden, stadig på Kyushu. Det er for tidskrævende at tage ned dertil igen, trods at det er den eneste han har adressen på. Den røde røg ned på øen Hawaii, som jeg kørte over på det sidste stræk til Kyoto, men hvor på Hawaii aner han ikke. Det er noget med at have solgt 98 maskiner over de sidste 19 år, hvorfor folk og motorcykler nok kan flyde lidt ud mellem hinanden. Sidste håb for at finde endnu en Nimbus herovre bliver derfor 51’eren, der blev solgt til en i Yokohama, tæt på Tokyo, for omkring ti år siden. Til hvem husker han ikke, så det blir nogen af de andre kontakter herovre, der forhåbentlig kan hjælpe med den jagt.

7-11 - Største trækonstruktion, dyreste restaurant

2007-01-11T09:40:00.000-08:00

Idag besøger jeg endnu et relativt simpelt, men stort, bygningsværk; et 76 meter højt buddhisttempel, verdens største trækontruktion. Det er faktisk to bygninger – den ene er under restaurering, og man har derfor bygget en regulær moderne bygningen UDEN på monstertemplet. Meget bedre end de overornamenterede templer, og derfor heller ikke fyldt med turister. Så er der tid til at cykle rundt i byen endnu, dels ad de utroligt snævre gader. Kan ikke lade være med at tænke på, at med den interesse der i filmverdenen efterhånden er for Japan, ville en ’French Connection’-lignende biljagt her i byen være oplagt. Selv en cykeljagt vil kunne gøres spændende. Får også købt et par ting, mens jagten efter et lokalt ’rider house’ er forgæves, i den forstand at det er lukket for vinteren. Taro Cafe har heller ikke plads til mig en nat til, så jeg tager de to ting, plus en mindre venlig vejrudsigt for området, som tegn på at jeg må videre.

Takao, naboen til Taro Cafe er i lære som kok på en restaurant i nærheden, som kanadieren Jakob og jeg har lovet vi vil besøge inden vi rejser videre. Takao har været rigtig fin at være sammen med også de aftener der gik druk i den udenfor Taro, og for en enkelt gangs skyld vil jeg spise noget rigtig lækkert mad uden at tænke på hvad det koster. Og det er absolut skønt, en lang række små delikate retter, som mester og hans to lærlinge står og tilbereder, mens vi spiser. Prisen taler vi ikke om, men lad os bare sige, det er den største enkeltudgift jeg har haft i Japan, bortset fra min laptop.

8-11 - Kaikado Kustom og lidt feber

2007-01-11T09:38:00.000-08:00

Da jeg undtagelsesvis kom i seng før klokken to i nat, og derfor undtagelsesvis har fået hele syv timers søvn, er jeg trods lidt feber og forkølelse i nogenlunde stand til en kort dagsrejse på knap 150 km. Godt nok mest gennem byområder, og mest i andet og tredje gear, og til sidst på betalingsvejen. Jeg vil til Nagoya, hvor chopperbiksen Kaikado og hotrodkongerne fra Paradise Road holder til, og hvor Toyota har deres store bilmuseum. Fryser mere og mere da det på et tidspunkt går op i højden, trods at alt termotøjet er i brug, og kun billedet af et bad i en ’onsen’ holder mig kørende. Men sådan skal det ikke gå.

Jeg har emailet lidt med Kaikado, og er længe ventet da jeg dukker op sidst på eftermiddagen. Stedet er stort efter japanske forhold, i den forstand at jeg kan se dele af gulv og vægge, trods alle de motorcykler og mc-dele der står omkring hans ’28 Ford A hotrod projekt. Stedet har en vis stil, og efter vi har talt lidt og jeg har beundret det seneste værk - en Rikuo-stellet Harley 45” - inviterer ejeren Masao og hans kone Hana (endelig et navn jeg ikke behøver at skrive ned for at huske) mig til at overnatte. Og jeg dem ud at spise, begge dele ved hjælp af en pc’s oversætterprogram. Håber virkelig at oversættelserne er ligeså underholdende for dem, som de er for mig.

Vi deler en del interesser, viser det sig. Udover motorcykler og hotrods også fly, våben og psychobilly musik. Manden er en ivrig lystfisker, og spørger mig om jeg kan lide at fiske. Ved det ikke, svarer jeg, men kunne godt tænke mig at prøve det en enkelt gang. Med dynamit.

9-11 - Paradise Road, samt Mitubishis og Toyotas museer

2007-01-11T09:35:00.000-08:00

Lægger ud med at besøge et museum, som firmaet Mitsubishi har i byen. Der er godt nok lukket for almindelig adgang, men Masao har trukket i nogle tråde, så vi kommer ind alligevel. Meget småt af et flymuseum at være, men kvaliteten af varerne og diverse modeller, og især de to rigtige Mitsubishi fly som fabrikken har restaureret, er i topklasse. Zero jagerflyet er kendt af de fleste, mens ikke mange har hørt om det lille raketfly Shusui, som er en kopi af den tyske Messerschmitt Me 163 Komet.

Det siger nok de færreste noget videre, men for en flyentusiast med min særlige interesse for 2. verdenskrigs sidste eksperimentalfly, er dette på højde med besøget hos chopperbyggeren Chicara Nagata, hvis ikke over. Shusui betyder iøvrigt ’efterårs vand’, fortæller Masao – japanerne brugte ofte helt lyriske navne til deres hangarskibe og lignende dødeligt isenkram. En anden satanisk sag, som var specialbygget som Kamikazefly, fik navnet ’kirsebærblomt’, mens amerikanerne, der plejede at give japanske fly amerikanske menneskenavne brød traditionen ved at kalde den ’Baka’ – japansk for ’dum’.

Superheldigt at jeg i går besluttede mig for at finde frem til Kaikado med det samme, istedet for at vente til i dag.

Fra museet går det videre i bilen til en af vennerne, hvis rå ratrods jeg lige skal se. Aichi præfæktoratet, som byen ligger i, er Japans centrum for hotrod- og custombilkulturen, og Masao synes at kende en del i de kredse. Besøget bliver spændende nok suppleret med en lille religiøs ceremoni i et snedkerfirmas kontor, hvor chefen, der til lejligheden er dresset op som shaman (eller shintopræst), messer henvendt enten til fotokopimaskinen med dens tallerken frugt og fisk på låget, eller til et lillebitte alter højt oppe på væggen. Det lyder enerverende, men vi bukker behørigt, og udenfor kompenseres der med at jeg får drysset salt på mine skuldre og der blir hældt lidt ’sake’ – risbrændevin - bag mig. Begge dele er med til at holde onde dæmoner væk, og som jeg har skrevet tidligere; prøv bare at bevise det IKKE virker....
-

Så tilbage til Kaikado butikken, op på maskinerne og ud til to hotrod værksteder, hvor Nimbussen skal vises frem og jeg få set lidt af hvad det pt. mest spændende hotrod land kan byde på. Ad den garanteret korteste rute min førerhund kender gennem storbyens mange små rektangler, når vi først ’Malibu Classics’, hvor hovedattraktionen faktisk er stedets kontor i en lille Airstream Camper. Ikke fordi chopperne og bilerne man bygger ikke også er seje, 50’er og 60’er stilen er i højsædet her. Både aftenen før og idag skal der også lige leges ’gæt hvor gammel ham danskeren er’. Selv i Nagoya i går var der et par som rullede vinduet ned, grinede ad Nimbussens vippearme, og derefter spurgte om min alder. ”Over 18”, siger jeg altid først med et mopset ansigtsudtryk.

Næste besøg er hos ’Paradise Road’, som i forvejen står på min liste over steder der bare skal besøges. PR har takket været bl.a. sine ’Mexican style’ cruisere en endeløs række trofæer for div. førstepladser at blære sig med, og tilmed noget at have det i. I butikken spejder jeg længe efter ting som ikke er importeret fra USA, og går tilsidst derfra med nogle få blade, men også med flere af de t-shirts og andet som de forskellige folk insisterer på at forære mig. Zero Choppers bogen får samtidig et par af de signaturer, som steder over en vis standard får lov at skrive.

Efter frokost i en restaurant, hvor hele staben råber begejstret i kor hver gang en ny gæst træder ind, fører Masao mig ud til Toyotas museum noget derfra, hvor vi tager afsked og jeg endnu engang siger at han og konen skal besøge mig, hvis de vil opleve Danmark. Med København som verdens tredjedyreste by at være turist i (har lige besøgt de to dyreste), er det et ordentligt tilbud, og jeg håber virkelig, at nogen af de inviterede vil benytte sig af det. Håber virkelig også at de vil følge mit råd og komme i ’grøn vinter’ halvåret fremfor i harakiri-sæsonen.

Toyota museet er fint nok, og der er enkelte absolutte perler blandt de mange mærker som er repræsenteret. Det er selvfølgelig de tidlige japanske der trækker mig derhen, og lidt baggrundshistorie om Toyotas store V8 prestigebiler er heller ikke af vejen. Jeg har set en del af disse Mercedes-slagtere på vejene, men de eksporteres ikke og er derfor nye for mig. En særudstilling med en masse originale amerikanske bilreklametegninger, og fabrikstegninger af diverse GM, Ford og Chrysler fantasiprojekter, er entreen værd alene. Således mæt af fly, biler og motorcykler i alle udformninger, trodser jeg myldretidstrafikken ind til centrum, hvor jeg vil overnatte i et af de berømte kapsel-hoteller. Det er ren ’Alien’, alle disse små huller man kravler ind i, men een gang skal det altså prøves. Har stadig lidt feber, men måske en tur i stedets sauna vil hjælpe.

10-11 - Langturscyklisten

2007-01-11T02:27:00.000-08:00

Det blir en stille dag. Jeg er stadig sløj, og slet ikke lyst til at kæmpe mig vej ad Highway 1, helvedesvejen som jeg tog da jeg for 3 uger siden forlod Tokyo. Den vil tage mig til Yamahas hjemby Hamamatsu på tre timer, mod betalingsmotorvejens halvanden. Istedet bliver en potentielt langt mere hyggelig rute gennem bjergene nordover plottet på kortet, for jeg trænger til at skrabe fodhvilerne og til en frokost (’Calorie Mate’ stænger og varm æblesaft fra en automat) oppe i et-eller-andet pas et sted. En times blandet vej, så tre-fire timers paradisvej hvor jeg farer ret så vild et par gange, men som regel reddes af at køre efter solen.

Et sted undervejs ser jeg den første landevejscyklist på min tur, og da han er vesterlænding standser jeg 100 meter foran ham, for at få en sludder. Han kommer prustende med mit uldne halstørklæde, som må være drattet ud af bagagenettet på den distance. Vi udveksler lidt om vores erfaringer med Japan, og hans mening om japanske bilister hører ikke hjemme i en pæn weblog som denne. Jeg er ellers virkelig imponeret hvor pænt alle kører, men kun en time senere er der en modkørende som forulykker lige ved siden af mig, med et brag af den anden verden. På afstand ser det slet ikke godt ud, og tæt på nok meget værre, så jeg stoler på at de andre tililende gør hvad der skal gøres.Til sidst bare en halv times bykørselnærkamp ind til et billigt hotel i Hamamatsu. En god og nem dag, ihvertfald for mig.

11-11 - Første dag i vådt føre

2007-01-11T02:26:00.000-08:00

Natten igennem har det tordnet, og det regner stadig da jeg tumler udenfor ved ti-tiden for at finde en bager. Håbløst, alle pejlemærker fra i går aftes synes skyllet bort. Det blir en Starbucks hvor det spiller julemusik den halve time det tager mig at læse avisen. Med de seneste nyheder fra USA er lydbilledet dog til at bære. Bush spanket så meget at han omsider selv fatter det, lige hvad jeg trængte til. Mon Blair og Fogh fortryder at de har haft Bush’s pik i munden alle de år?
-
Blive i byen eller ej, that’s the question. Veteranracer-arrangementet knap et par hundrede km derfra starter kl. 9 imorgen, så det er nok bedst jeg kommer afsted og helt derop allerede i dag. De flinke piger i turistinformationen (”Are you here to play in the piano competition?”) dirigerer mig ud til Yamahas museum, hvor Yori – mc-journalisten jeg hev med til Nimbustræf - måske har fixet en aftale med en af deres pr-folk. Aftalen blir nu ikke til noget, og kagen i cafeteriaet er besøgets største oplevelse. Ok, det er lidt uretfærdigt, for kagen ER ekseptionelt god, og samlingen af gamle og nye Yamahaer nu heller ikke så ringe. Men jeg er godt nok blevet forvænt på det seneste. Kun et par af deres racere, og en tocylindret gademaskine på 89 cc, er det eneste der får mig til at kigge en ekstra gang.
-
Jeg har på forhånd afskrevet at skulle kæmpe mig op ad Highway 1 i regnvejr og tiltagende mørke, så det blir for 140 kr. fin ny asfalt og manglende lyskryds hele vejen op til Gonteba, hvor Fuji Racetrack ligger. Det går egentlig udmærket, regnen til trods, men det ville næsten også have været for surt at tage alt det vandtætte tøj med helt fra Danmark, og så ikke bruge det til andet end at polstre pc’en omme i topboksen. Det blir mørkere og mørkere, til sidst helt sort, og langsomt får jeg denne uvirkelige følelse som piloter på instrumentflyvning sikkert også får deroppe; fornemmelsen af fart og andre fysiske input aftager, og der er til sidst kun synssansen at stole på.
-
I Gonteba er alle senge solgt, hvilket ikke er så underligt en lørdag aften tæt på Mt. Fuji. Lige inden jeg gør alvor af at slå teltet op udenfor racerbanen, foreslår de på et af hotellerne, at jeg prøver en ’onsen’ – et af de varme bade – lidt nord for byen. 1 time tager det at finde stedet, som ikke alene ser rigtig tjekket ud, men tilmed har en god restaurant og er billigt at overnatte i. En sovesal til en 50’er slår stadig et vådt telt. Så her sidder jeg, mæt og med en stor fadøl foran mig, et 42 grader varmt bad engang i den umiddelbare fremtid, og taster dette. Kampai!

12-11 - Veteranrace på Fuji Speedway

2007-01-11T02:24:00.000-08:00

Onsen'en i går aftes var pragtfuld, og inkluderede endda en omsider skyfri himmel med udsigt til om ikke Mælkevejen, så i det mindste nogen stjerner. Stjernehimlen er ikke lige at genkende, selvom den så vidt jeg husker burde være den samme over hele den nordlige halvkugle. Never mind. Den store sovesal er nogenlunde, med en masse liggestolsagtige lidt hårde steder at sove, så postbudet på ærten polstrer med en masse tæpper fra sovepladser der ikke bliver brugt. Får mine seks timers søvn, og derpå et ubeskriveligt smukt direkte udsyn til Mount Fuji, i sol og nu med sne på halvvejen ned fra toppen. Og så skal jeg ellers til 'Time Tunnel Race Meet'. Tror jeg, for på vej ned af bakken kommer jeg forbi en Yamaha SR butik, som jeg tilfældigvis standsede ud for i går aftes, da jeg skulle orientere mig.
-
Tiden til da går selvfølgelig med at ose rundt blandt alle de lækre varer: Der er naturligvis en overvægt af Honda racere, ikke så få Bridgestones, en del små Ducatier, 10-15 englændere, to Bultacoer, en enkelt sideventilet KR Harley fra 60'erne, mindst 20 scootere og en helt ustyrligt råt udseende 1200 cc Rikou. Ialt lidt over 100 maskiner, iflg. en herboende englænder omkring halvdelen af sidste års fremmøde. Da folk her er mere fokuseret på race end på veteranaspektet, er Nimbussen et underholdende element, men slet ikke så meget som til de to andre træf. Fint med mig, jeg tænker mest på starten kl. 11.50, og på at få skaffet en nummerplade at sætte på siden. Det føles lidt forkert at køre race uden - ligesom at begå et bankrøveri uden at have rigtige patroner i den oversavede.
-
I pitten gøres almindelig samtale besværlig af den søde musik af maskiner der prøvestartes og justeres ind, og ude på banen kæmper folk i de forskellige klasser, på en kort, snoet bane med kun ét 500 meter lige stræk ned ad bakke. Der er en del der ryger på røven, men tilsyneladende uden andet end materielle skader. Især en tunet orange Lambretta kører som gjaldt det livet, men fyren dukker op bag de skjulte sving hver gang. En journalist kommer og stikker sin kameramand og notesblok i hovedet på mig, og stiller spørgsmål som 'Hvilken motorcykel synes du er den mest interessante her?' (Nemt nok; den store Rikuo racer med Kawasaki W1 gearkassen). I baggrunden høres brølene fra den store bane bag bakken, hvor bl.a. en Lotus Seven klub er ude at have lidt sjov før det blir for koldt med åbne biler.
-
Lige før min tid kører alle scooterne ud til et par paraderunder, og da jeg får lånt en plade fra en Bridgestone og sætter den, kommer et orkester med trommer og f***** sækkepiber marcherende ned langs pitten. Det er traditionen her gennem 30 år, fortæller en af de faste deltagere. Nå, de får larmet færdig i løbet af en halv times tid, og alle scooterne kører et par paraderunder. Hvorpå jeg som sidste mand i en bunke blandet, uspecificeret materiel accelerer ned på banen, lige bag en endnu mere larmende lille Honda racer med megafonudstødning, kørt af den mest flippede fyr til mini-monkey-mødet for fire uger siden. Men det går for langsomt det her, for blandt de 6-7 uspecificerede mærkelige maskiner er en langsom 200 cc Velocette pladestels-bokser 'pace bike'.
-
Jeg falder derfor en halv omgang tilbage for hver runde, så jeg kan more mig i svingene og fyre den af ned ad langsiden, forhåbentlig til publikums lige så store fornøjelse som min egen. Den får håndtaget i bund i 2. og 3., noget jeg end ikke ville have overvejet tidligt på turen. Men nu har jeg omsider 'råd' til et iøvrigt ret usandsynligt motorhavari, for jeg er tæt på afskibningshavnen, og her er masser af store biler og folk med forståelse for situationen. Lige præcis denne flok har nok oplevet flere kværnede motorer per capita end nogen anden samling af 4-500 mennesker i Japan.
-
En bonus ved racet er, at jeg lige får opfrisket hvor nem Nimbussen er at køre uden al den dødvægt jeg har med, og uden fremflyttersæt og nummerplade til at begrænse nedlæningsvinklerne. Godt nok har jeg pga. de tillagte japanske spisevaner tabt mig 6-7 kg nu, men der er stadig de 35-40 kg som topboks, sideaske, telt, gaver og anden bagage vejer. En herboende englænder dukker op, og fortæller om sine gode mc-erfaringer i landet, om hans og nogle andre folks planer om at starte en stor klassisk raceserie med f.eks. Triumph Trident'er, og om de mindre betalingsveje der altid er fri for fartfælder og derfor fungerer som uofficielle private road race baner (ligesom Nürnbergring, der teknisk set også er offentlig vej). Han forsyner mig også flere gange med varm grøn the og endda kaffe, så jeg kan mærke mine fingre igen; samt nu er oppe på fem kopper i Japan, og ti i hele mit liv. Jeg kigger misundeligt op på dem der har forladt området nær starten, for at kravle op på bakken over banen, hvor et stykke af den gamle Fuji-banes 'banking' (hvad er det danske ord?) stadig ligger i sol.
-
De sidste 4-5 heat køres, og her er den omfangsrige 250 cc klasse den mest interessante: Fyren på den orange Lambretta starter næsten bagerst, men æder sig langsomt op gennem hele feltet, og slutter på en fjerdeplads lige bag en Bultaco, en Honda og en Ducati. Flot gået, og rart at se en 'underdog' i en parka kunne tune en scooter så hårdt og forstå at bruge racerdækkene til det yderste.

12-11 - Ted/Takeshi og Pumpkin Sally

2007-01-11T02:22:00.000-08:00

Bagagestativer, telt m.m. spændes på igen, og just som jeg sidder og ærgrer mig over ikke at have sat en japansksproget Nimbus-efterlysning på siden af topboksen, kommer en ung fyr over til mig. Problemer med gaskablet på hans sideventilede Harley KR 1960'er racer har forhindret ham i at komme på banen idag, men vi har ikke talt sammen før nu, selvom han har den næstmest spændende maskine her. Han har set en Nimbus i en mc-butik nær hvor han bor, fortæller han. Det er godt nok ti år siden eller så, men han kan lede mig derhen, hvis han ellers kan huske nøjagtigt hvor butikken lå. Jeg har som sagt lært ikke at sige nej til den slags tilbud, trods de sidste tre timers visioner om at tage fluks tilbage i onsen'en for at undgå lungebetændelse.

Så jeg følger hans bil gennem mørket den modsatte vej, 2½ times afsindig køkørsel, til mit batteri næsten dør, og jeg til sidst må køre uden lys. Det går langsomt nok til at vi kan udveksle snacks og slik undervejs, og jeg kan sidde og tage notater. Er der en nation som kan bruge hybridbiler til noget, må det være Japan.

Mirakuløst finder han den rigtige bygning i første hug, men pigen i hvad der nu er en butik for dykkerudstyr, siger at 'Scramble' mc-shoppen flyttede eller gik ned for fire år siden. Ok, det var forsøget værd, men vi enes så om at gå ud at spise sammen istedet for at kigge på Nimbus. Nu vi er i området skal jeg lige hilse på en af vennerne. Denne ejer 'Pumpkin Sally' hotrod værkstedet, som specialiserer sig i Ford F100. Den bil er pga. sin form uofficielt kendt som 'Pumpkin' (græskar) i Japan, og anden halvdel af navnet er et ordspil over (Ford) Mustang Sally. Flotte biler, både de gejlede og deres ratrods, som jeg vil tilbage og fotografere næste dag.

Harley KR fyren Ted/Takeshi kører kone og træt barn hjem, Nimbussen ryger ind på hans store, tætpakkede værksted, og vi finder et spisested at sidde at udveksle erfaringer om USA og hvad vi ellers har til fælles. Som f.eks. 'The Peace Taillight' mage til det på bobberen, eller den tjekkiske PAV mc-trailer som står hjemme i min kælder (spooky). Ted har arbejdet trekvart års tid i Los Angeles, for Bud Ekins, Steve McQueens makker gennem årtier, men fandt først langt senere ud af helt nøjagtig hvem BE er. Han var det praktiske japanske led med alle de Kawasaki Z1'ere og vilde trecylindrede totaktere som alle i japan pludselig ville have. Han fortæller også at von Dutch arbejde for BE en overgang, stadig uden dengang at kende vD's berømmelse.

Ved 10-tiden sættes jeg af udenfor en onsen med samme bade og overnatningsfaciliteter som det oppe i bjergene – omend dette sted er ikke halvt så charmerende, og har de samme computerspil som 'tube' hotellet i Nagoya, hvor man kan sidde og taste tøjet af unge skælmsk blinkende piger. En halv time i det hede bad, og først da begynder jeg at føle mig som et varmblodet pattedyr igen.

13-11, morgen - Kulden i bjergene

2007-01-11T02:18:00.000-08:00

Ted henter mig klokken ni, jeg supplerer dagens slankemorgenmadssalat med en relativt solid traditionel vestlig 'breakfast special' i den lokale diner-agtige kædebutik. Fik sovet lige så lidt som natten før, og har derfor brug for nogle kalorier og en del mere koffein at stå imod med. Besøger flere af de lokale hotrod folk, bl.a. en som var med til at starte bølgen herovre for godt 15 år siden. Før da var der ingen, der rodede med de ting, bl.a. fordi myndighederne gjorde alting så allerhelvedes besværligt. Nu er loven ændret, så man kan bygge de vildeste choppere og køre hotrods uden skærme, omend det stadig er ulig meget nemmere at bygge gamle køretøjer om, end at bygge nye.

Efter afsked med Ted, kone & barn finder jeg atter 'Pumpkin Sally' værkstedet, får taget mine billeder af en af de fem sejeste ratrods jeg hidtil har set. Den larmer, pruster, brager og ryster sig som en våd hund, hver gang gassen trædes i bund. Skifter samtidig olie på Nimbussen, for sidste gang herovre. Så er det nordpå, ad en vej som er knapt halvt så køn, som jeg troede den var, da jeg kørte ned ad den i går aftes, og nu lidt forsinket af alle de politifolk, der undrer sig over mine hjelm-vaner. I bjergene er det næsten lige så koldt som i går, og temperaturen synes at falde for hvert hårnålesving deropad. Jeg tog alt mit tøj på, da jeg startede nede ved kysten, og det holder det mig nogenlunde varm. Endnu. Mt. Fuji ligger majestætisk til venstre for mig, men vil snart skygge for solen. Jeg når dog over det første bjergpas uden frostskader, og konstaterer her at de smukke røde blade forlængst er væk og mange af træerne står helt nøgne.

13-11, aften - Fordele ved at være kendt

2007-01-11T02:15:00.000-08:00

Ved en korsvej i en typisk ferieby kører jeg ubeslutsomt tilbage et stykke, og møder derfor en fyr på en Kawasaki W3 (BSA-kopien, remember?). Han kigger en ekstra gang, for – viser det sig – bobberen genkendes fra en website med billeder fra det første veterantræf jeg var til. Vi standser og snakker lidt, og prøver sammen med en af de lokale at finde ud af, om der er hoteller en time længere oppe ad den vej jeg skal. Den lokale ser mit telt og fraråder campering, for der har været frost om natten. W3-fyren tilbyder derefter at lede mig over det næste pas, for der er en turistnformation af en slags 10-12 km længere fremme, der kan oplyse om sådan noget. Det kan den også; det nærmeste brug- og betalbare hotel ligger et par hundrede meter fra hvor vi startede! Nå, en hurtig kop varm kaffe og the, og det er tilbage over passet igen, denne gang uden biler til at forsinke os. I mørket gør jeg hvad jeg kan for at følge hans baglys, men strømproblemer gør at det forsvinder hver gang han går ned i omdrejninger, f.eks. når han skifter gear før et sving.

Vi når dog begge helskindede tilbage til feriebyen, hvor først hotellet og derefter en restaurant med lokale specialiteter som f.eks. de bestilte nudler med vildsvin opspores. Han er den femte eller sjette japaner idag som taler et tåleligt engelsk – måske det vender, nu hvor ferien er ved at ebbe ud. Visitkort udveksles, de sidste billeder tages, jeg kører mod hotellet, og han må finde en bil at lægge sig bag de næste 30-35 km tilbage over passet, hjem til hvor han bor nær Fuji Speedway. "I never ride in the dark", sagde han, og skal det tages bogstaveligt, bliver det godt nok en hård debut. Var den slags ikke prøvet ofte nok på Nimbussen, havde jeg nok været bekymret for ham.

14-11 - Sidste dag i bjergene

2007-01-11T02:14:00.000-08:00

Afsted i strålende solskin. Det er hele 18 grader, så en times trafik gennem byområder er ikke helt håbløs. Mt. Fuji i bakspejlet, et par bjergveje foran mig, og antagelig sidste tur gennem den slags veje herovre. Ved ikke om det kun er fordi det er sidste gang, men efter jeg har kæmpet mig rigtig højt op, i 2. gear det meste af den næsten bilfri vej, og nu står og kigger ud over de orange og røde skove, følte jeg mig så grumme snydt for i går, og det hele virkede så uvirkeligt. Det er smukt som ikke noget andet bjergområde jeg har set i Japan, en observation der hverken skyldes den iltfattige højde eller at jeg har taget de forkerte piller igen. Det er også lidt vemodigt, og jeg har slet ikke lyst til at tage tilbage til Tokyo igen, trods de fine folk der venter der.

Vel nede af bjergene, som alligevel ikke frøs mig halvt ihjel, går det endnu en times tid langs en bjergsø, gennem en lang række små tunneller, hvor også en masse andre mc-folk har fundet ud. Derefter to timers helvedesvej nord over Tokyo, bjergenes rovfugle her er afløst af en gammel Convair turboprop med den røde japanske rondel, der dovent flyver i cirkler over dette stinkende område. Til sidst i mørket, og stadig i stanken af industri, ad en motorvej nordpå, til en storby der må formodes at have en internetcafe. Honda har et fint mc-museum heroppe, og jeg prøver at time det, så jeg kan være tilbage i Tokyo i morgen aften.

Tjekker ind på byens billigste hotel, der sandsynligvis også er det hyggeligste. Slidt og gammelt, ligesom værten og hans kone, der gør hvad de kan, for at jeg føler mig hjemme. Jeg er også den eneste gæst, for det er på sin vis håbløst, med denne art rustik Klaus Kludder stil, sin mangel på vedligeholdelse og det fælles badeværelse i stueetagen. Det vil forsvinde når ejeren dør eller pensioneres, hvilket alligevel er en skam.

15-11 - Honda museet og dets fine Nimbus

2007-01-11T02:13:00.000-08:00

Får en traditionel japansk morgenmad, der i volumen og kvalitet er på højde med en amerikansk 'breakfast special', hvilket er noget nær det pæneste jeg kan sige om den slags. Ude af byen kort efter, og finder af omveje gennem smukke bakker Twin Ring Motegi, der ejes af Honda. Stedet ligger (selvfølgelig) i smuk natur. Det er enormt, navnet til trods, med mere end blot to asfalt- og jordbaner, restaurant, et hotel der har en bryllupssuite specielt for dem, der vil giftes til lyden af fri udblæsning), og så det store bil- og mc-museum, der er mit mål.

På et tidspunkt havner jeg i deres restaureringsafdeling, og tænker at de her folk nok gerne vil se en Nimbus bobber. Den køres derover, hvilket snart efter lokker en af landets få perfekt engelsktalende folk ud. Hun fortæller at museet også har en Nimbus. Jeg tænder helt af på den oplysning, men desværre, den står på lager, og ham der bestemmer over lageret er væk resten af ugen. Nuvel, hvis alle tog nej for et nej, ville der næppe være mange parforhold, og jeg ville køre skuffet derfra. Så den får med, hvor pragtfuldt det ville være for mig at se den Nimbus, hvordan jeg nemt vil kunne fortælle hvilke ting der gør den mindre en 1938'er, end de selv tror den er, jeg nævner mit engagement i Nimbusklubben etc. etc. Jeg når samlingens tre etager igennem, og sidder i kantinen i gang med at rette faktuelle fejl i det sparsomme engelske Nimbusmateriale de har, da hun dukker op og siger Nimbussen er på vej i bil. Right on, baby.

Det er en fint restaureret standardmodel med lille forbremse, og en hoben ting der ikke er, som de skal være. Jeg nævner 15-20 stykker, og siger at eksperterne derhjemme, kan finde de resterende 75 %, når de får set billederne jeg tager. Egentlig er der kun fire eller fem ting – som f.eks. den manglende fiskehale – der vil gøre den umiddelbart langt mere original at se på. Om stafferinger sidder fem mm for tæt på skærmens centerlinie er kun for fanatikere. Lover selvfølgelig at sende alt det engelske materiale jeg kan finde, reservedelskatalog osv., når jeg er tilbage i Nimbusland om nogle uger.

Der var lige resten af samlingen - i eet ord: Perfekt. Mike Hailwoods 125 cc racer med aluminiumskåbe byder velkommen ved indgangen, de sekscylindrede 250'ere er der, en for mig hidtil ukendt Honda med 169cc boksermotor liver op i scooterafdelingen, og sådan går der derudaf. Enkelte andre mærker er repræsenteret, som regel i reference-sammenhæng med den Honda der står ved siden af, og i teksten loyalt beskrevet som et bedre køretøj, hvis den var det. Gademaskiner på hele 1. salen, og måske 100 racere på 2. sal. Masser af formelbiler, enten firmaets egene eller bare dem med Honda drivkraft, en del småbiler med 360 cc motorer, jetmotoren på Honda's nye forretningsfly, og midt i det hele en sej gammel Curtiss racerbil med en V8 flyvemaskinemotor. Synd at stedet ligger så langt fra alfarvej og togstationer, for det kræver næsten at man er selvkørende for at komme helt derud.

Jeg pakker mig godt ind igen, med et par ekstra t-shirts foran under læderjakken, for temperaturen er 13 grader, her hvor solen skinner. Hvis jeg hopper på motorvejen sydover, kan jeg nå ned til Chiba sydøst for Tokyo, og nå at spise middag med Crazy Pete, fyren der hjalp mig med at få maskinen gennem tolden. Afsted kører jeg, lige som i morges, gennem et bakket efterårslandskab, der minder lidt om Sjælland. Der er få biler, vejen er god, og den lave sol kaster nu et varmt skær over det hele. Jeg er stadig vemodig over at skulle forlade den slags Japan, og det føles her, som om det er landets måde at sige pænt farvel og tak for denne gang.

Det er sket før, og det vil nok ske igen, at når jeg planlægger at være et bestemt sted til en bestemt tid, ryger jeg kortvarigt over i et parallelunivers, hvor hverken trafikpropper eller mit fænomenale talent for fejlnavigering eksisterer. At naturens ovennævnte pæne farvel afløses, af motorvejens solide regnbyger halvvejs mod Tokyo, gør det heller ikke bedre, så først ved ottetiden når jeg hans butik. En del af turen på metropolens store, forvirrende netværk af omfartveje går trafikken med 30 km/t, og mine instinkter byder mig at Gøre Det, Som Motorcykler Er Gode Til: Køre mellem vognrækkerne; og jeg nyder det, for på en-eller-anden halvfarlig måde, ser jeg det her min hjemmebane. På andre dele går det så stærkt, at selv med mine 85 km/t tromler lastbilerne rask væk forbi mig.

På restauranten fortæller jeg Pete om min tur, og om nogle af de chopper- og hotrodfolk jeg har mødt undervejs. Flere af navnene er langt fra nye for ham, så det er ligesom derhjemme: En lille incestuøs flok motornørder, hvor alle kender alle. I nat blir mit logi lige så spøjst som i går: En hylde højt oppe under mc-værkstedets tag, så middagen og de mange kilometer motorvej har ikke sat tandmærker i dagens budget alligevel. Det er nu mest fordi det er grineren at overnatte herinde, i selskab med Nimbussen, to-tre Harley'er og syv Indians, hvis man ellers kun tæller dem, der står på egne hjul.

16-11 - Ud til Yokohama

2007-01-11T02:12:00.000-08:00

Starter med at låse mig selv ud af værkstedet (hænge-, bøjle og almindelig lås), rokere rundt på maskinerne, så min Nimbus kan transportere mig hen et sted med varme og the. Fortryder ikke nattens logi, trods kulden og en trafiklarm, som selv ikke mine 1.200 kr.'s ørepropper kan holde ude. Fem timers søvn fik jeg..... Får så vasket maskinen, lige i tide til den skal fotograferes og jeg interviewes til et mainstram mc-blad herovre. Nogenlunde relevante spørgsmål, Crazy Pete oversætter begge veje, det sædvanlige chok da jeg fortæller om danske afgifter – og det sædvanlige chok over at jeg ikke klager over skatterne – flere billeder, og så er der kun tilbage at vente på at bladet en dag sendes fra Japan.

Kører ad det samme motorvejssystem som i går aftes, på vej mod Yokohama, hvor jeg skal overnatte hos en Servasvært. Rent økonomisk er der slet ingen ræson i det, vejafgifterne og benzinen taget i betragtning, men det skal lige prøves bare denne ene gang. Desuden vil jeg et smut omkring en Mooneyes hotrod-butik her i byen i morgen, og tale med firmaet som skal sende Nimbussen tilbage – det ligger også her et sted – før jeg indlogerer mig på det billige Hotel New Koyo for resten af tiden i Japan.

Finder efter lidt besvær togstationen, hvor værten Yoshiko Obe vil møde mig, for her i Japan er det altid de sidste 500 meter der er rigtig besværlige. Anyway, hun dukker op, og over middagen finder jeg ud af, at hendes engagement i organisationen især skyldes 1) ønsket om at lære mere engelsk og 2) at hendes nu treårige søn bliver vant til at omgås 'gajins' – fremmede. Som lidt over halvdelen af kvinder herovre, blev hun hjemmegående, efter at have født første barn. Hun håber dog på at få et job igen snart.

17-11 - Speditøren, englænderen, koreaneren og det bayerske værtshus

2007-01-11T02:11:00.000-08:00

Tager tidlig afsked, dropper Mooneyes og vil nu opsøge den speditør, som skal sende 'bussen hjem til Danmark. Vel vidende at papirarbejdet herovre kan være besværligt, vil jeg godt være på forkant med situationen. Yoshiko har printet vejkort ud til mig, men det blir alligevel en scooterkører der leder mig gennem labyrinterne – af og til mod ensretningen – frem til stedet. Det ligger i et forstadskvarter og ligner alt andet end et speditionsfirma. Ikke desto mindre hopper chefen Mr. Tokuda ud da jeg kører forbi for tredje gang, og byder mig velkommen på sit udmærkede engelsk. Hvilket er en væsentlig årsag til at jeg valgte ham, da jeg søgte rundt på nettet.

"Vi har aldrig prøvet der her før", siger Tokuda-san beroligende, mens han bladrer carnet'et igennem, og fortæller om sit besøg i København for omkring 40 år siden. Kakadu bar, Tivoli og den lille havfrue har gjort stort nok indtryk til at han husker dem, sidstnævnte muligvis fordi hun manglede sit hoved. Nå, papirer kopieres, lister over hvad der skal sendes sammen med motorcyklen skrives, prisen udregnes, og jeg får et kort over hvor i Yokohamas havn jeg skal køre metalramme m.m. ud. Han holder fri onsdag, det er helligdag på torsdag, så der er faktisk kun fredagen til at klare eventuelle komplikationer. I teorien er maskinen i København d. 23 december.

Så er det ad en flere steder tætpakket motorvejsnet, som en 'Ghostrider Light' mellem de langsomtkørende æsker. Ind til Tokyos centrum, hvor jeg skal møde Simon Godden, englænderen jeg talte med på Fuji Speedway. SG er medejer af et videoproduktionsselskab, der vil lave noget om mig og min tur. Han møder op ved Tokyos Station på en perfekt Magni med 1200 cc Suzuki GSX motor, en af de sidste det lille italienske firma byggede, før de for tre år siden gik over til kun at restaurere MV Agusta'er. Det viser sig senere, da vi sidder og snakker på kontoret, at han også har en Triumph Rocket III, som han bruger til at køre stærkt på. Triumph'en er en 317 kg tungt monster-cruiser, og han har set dem herovre bygget om med clip-ons og det hele – det forklarer måske hvorfor han lyttede opmærksomt, da jeg på banen for de fem dage siden foreslog et tohjulet svar på lastbilrace, hvor man bruger Goldwings og lignende.

Nogle timer senere kører vi gennem myldretidstrafikken sammen op til mit hotel, hvor jeg får samme gode velkomst som jeg får på Tepui Bar, mit faste godnatølsted de første par uger her. Rart at køre med en som man bare ved følger efter gennem hvorsomhelst Nimbussen med sit brede styr kan komme frem. Lang snak med Simon, om motorcykler, om englænderes evner til at passe sig ind overalt i verden, om hvordan det er at leve som udlænding i Japan, og om hvordan det er at drive forretning i Japan. Eet interessant eksempel er dengang han ville fyre seks medarbejdere, der viste sig ikke at være kompetente til det de blev ansat til. Kan ikke lade sig gøre, sagde hans japanske partner, de er ansatte, og vi har derfor et ansvar overfor dem. Så de seks mand gik 75 % ned i løn, fik ansvaret for fotokopiering, sad i et rum og kiggede på en væg en meter foran dem, mens de ventede på at nogen skulle kopiere noget. Ydmygelsen var total, den hårdeste holdt tre dage. Men firmaer her fyrer ikke deres ansatte....

Senere samme aften, tilbage på hotellet, falder jeg omgående i snak med en ung koreaner, der som måske den første herovre synes nysgerrig mht. Danmark. Han har lært sig selv sit udmærkede engelsk ved at se de samlede 'The Simpsons' episoder i snit ti gange hver, og det blir så det fjerde engelsk-fix jeg får idag. Vi går ud at spise på en virkelig spøjs restaurant (se billeder herunder) han kender fra et tidligere besøg i landet, og runder den gode og aktive dag af med endnu et besøg på Tepui. Den bar blir en af de ting jeg mener Danmark burde importere herovrefra, sammen med – i prioriteret rækkefølge – et par bjerge eller fem med snoede bilfri veje, onsen'er, den bedre halvdel af deres cuisine, elopvarmede toiletsæder, samt Rider House togvognen, inkl. det tilhørende Iwashita museum og dets stab.

18-11- Brat Style, japanske custom bikes

2007-01-11T02:10:00.000-08:00

Der er lovet dårligt vejr søndag og mandag, hvorfor jeg i solskinnet tager min sidste fornøjelsestur herovre ti-femten kilometers vej mod nord, til 'Brat Style', hvis ombyggede Yamaha'er jeg engang så på nettet. Stedet synes umuligt at finde, men igen reddes jeg af nogle mc-folk, som gerne tager en halv times afbræk i deres dagligdag for at vise denne turist vejen. Maskinerne derude er rigtig fine (ikke alt det Harley-crap), der er de obligatoriske trofæer på væggen og det hele. Jeg burde have taget Zero Chopper bogen med til signering.

En time på motorvejen senere er jeg nede hos Crazy Pete i Chiba, for at hente rammen min Nimbus skal sendes tilbage i. Det tager fire timer at skille den ad, banke de få kværnede dele nogenlunde tilbage i rette form igen, hænge det hele på Nimbussen og lige købe et par småting i et byggemarked. Snak med diverse Indianfolk der møder op, de obligatoriske demonstrationer af vippearme for dem og for noget familie er også på eftermiddagens program. Godt jeg ikke udskød dette til en måske våd tirsdag morgen, for jeg skal være i Yokohama, en times kørsel derfra, allerede klokken et om eftermiddagen. Myldretidstrafikken tilbage gennem Tokyo er lige så strid som i går, så igen kører jeg i nødsporet hvor det ellers findes, og smyger mig siden mellem de to langsomtkørende stimer på den ti, tyve meter, og ofte endnu højere styltevej inde over selve byens centrum. Nu med 30 kg jern på siden, og en rød klud langt bagude, blafrende fra de 2,2 meter lange profiler.

Simon fra i går møder mig ved sit kontor, og vi hopper ind i hans moderne Nissan sportsvogn for at køre over i Roppongi, et velhavende kvarter hvor især udlændinge holder til. Det går godt nok stærkt, trods hans klager over hvor meget 1700 kg bil vejer og hvor lidt 280 hk til at flytte dem også er. En ægte bayersk værtshus er vores sekundære mål, for selv englændere vedgår at tyskerne er ret stive til det med at brygge øl. Og det med pølser og sauerkraut, hvilket blir dagens aftensmad. Jeg har ellers kørt en konsekvent japansk line på det område, men Fleischkäse Pretzel og resten af denne mini-Bierhalle er eksotisk-absurd nok til mig. Mere snak om motorcykler og Japan, indtil hans indfødte kæreste dukker op, og fortæller om de gallerier med moderne kunst hun via sit arbejde kender til. Heldigt nok for mig, gode gallerier var en af de ting jeg manglede i starten.

19/11 Ultra-nationalisternes museum

2007-01-08T13:09:00.000-08:00

Hotellet er stille, vejret fugtigt og koldt, det sidste sikkert en god forberedelse til hvordan det blir at komme hjem til Danmark. Japan Times skriver stadig om Nordkoreanske atomraketter og nu også om et Patriot 3 missilforsvar omkring Tokyo, mens i den underholdende afdeling man ser en notits om en restaurant i Arizona, der har såvel cigaretter som en 8.000 kalorie 'quadruple bypass burger' på menuen (firedobbelt hjerte-bypass operation burger'). Ekstra tjenester inkluderer servitricer, klædt ud som sygeplejersker, der kører stedets gæster i rullestol ud til deres bil.

Så er det tid til indendørs sightseeing. Jeg, Jay og en tredie gæst ved navn Lau tager ned til det berømte/berygtede Yasukuni shinto-skrin, hvor Japans premierminister virkelig har pisset andre asiatiske lande af ved at besøge hvert år. Stedet er nemlig også begravelsesplads for en del dømte krigsforbrydere, og har stor symbolsk betydning for ultranationalister herovre. Vi ser tilmed et par af de narrøve marchere frem og tilbage, begge klædt ud som japanske soldater fra Anden Verdenskrig. Den ene er bevæbnet med et gevær og den anden med en gjaldende trompet.

Selve museet er virkelig fint indrettet, med plancher og forskellige relikvier præsenteret på en flot og overskuelig måde, og med for Japan utypisk fejlfri engelske tekster. At det så er en ikke så lidt revisionistisk version af historien der fortælles – nærmest som hvis nazisterne og ikke Frihedsmuseet fortalte om besættelsestiden - er en anden sag. Hvilket folkemord i Nanking? Vi er der et par timer indtil lukketid, og jeg når kun med nød og næppe at få set på flyene, hvoraf det lille raketdrevne selvmordsfly, som er nævnt før d. 9/11, dog kun er en kopi. Stedets utallige skibsmodeller i plast, træ og endda en stor sag i kobber, er uovertrufne. Desværre blir vi nærmest smidt ud derfra, til tonerne af 'Old Lang Syne'.

Ud i regnen igen, over i elektronik-kvarteret hvor de to andre har hver deres mål, siden ud at spille pool, så ned i undergrundsbanen, hvor den nærliggende parks mange hjemløse får aftensmad og siden søger ly for natten, og tilsidst tilbage på – selvfølgelig – Tepui Bar. Både koreaneren Jay og Singapore-kineseren Lau er nysgerrige og kvikke folk, tilsyneladende med en stor viden om deres respektive landes historie, så de fortæller om for- og nutid. På et tidspunkt spørger jeg Lau, om han de ting han her fortæller om Singapores samfundssystem og super-autoritære regering, er nogle han kunne sige offentligt derhjemme. "Oh, I'd disappear tomorrow" lyder det glade svar.

20/11 Flere fotos og interviews

2007-01-08T13:07:00.000-08:00

Store fotodag starter sent, heldigvis, for det lovede møgvejr stopper for en tid henover middag. Fxrst kæmper jeg mig ned til samme blad hvis journalist tog en masse billeder ude ved Crazy Pete's butik i Chiba, fordi en rigtig fotograf vil have mig ud på en af styltevejene og i en park for kørebilleder og flere stills. Godt nok, det overstås på en time, og jeg tager derfra med en masse fotokopier af bladets tidligere Nimbusartikler, inklusive den nyeste, som min gæst i København Yori Kanda skrev om Bakkens åbning i foråret.

Interview nr. to tager nok et par timer, regner jeg med, hvilket er noget af en fejlberegning. Det første jeg ser da jeg træder ind på kontoret er et helt filmhold, inklusive en chef der minder betænkeligt meget om hans sidestykke i 'Lost In Translation'. Gammel rockmusiker fra L.A., viser det sig siden. Anyway, vi skal ud et sted hvor der ikke er så meget politi, forklarer de, for man må ikke filme som de har tænkt sig uden at indhente en officiel (og dyr) tilladelse. Så det går ned mod havnen, vestover mod Yokohama, til et lidt øde stykke, hvilket ellers er sin sag at finde i denne by.

Filmoptagelser er notorisk tidskrævende, og denne er ingen undtagelse. Rundt og rundt går det, skud i alle vinkler, højder og retninger. I det mindste har jeg fået tildelt en personlig oversætter, Aida (opkaldt efter den tragiske prinsesse fra operaen af samme navn) som er af blandet etiopisk og japansk afstamning, så instruktionerne er ikke til at misforstå. Så gør det afsted bag holdets varebil, jeg skifter gear i ét væk, og flytter mig rundt som chefen dirigerer inde fra kassevognen. Hvor fotograf og kamera i den åbne bagdør er bundet fast, just in case. Det går rigtig fint, hvorefter de skal filme kickstartning og kørsel i sving, indtil mørket falder på og det begynder at regne igen.

Tilbage på kontoret startes et regulært interview, hvor nu ni mand er på med kamera, lys , mikrofon etc. Riku Emoto (halvt inder), som jeg allerede mødte på Fuji Speedway, stiller spxrgsmøl om dansk mc-kultur, om Nimbus, om mit forhold til motorcykler, til Nimbus og til livet i almindelighed, Aida oversætter begge veje, takes og retakes – alene håndtrykket tilsidst tager 5-6 skud. Først halv otte er alle tilfredse, hvorefter det er tid til at tage flere billeder af bobberen, nede i tørvejr i garagen nær kontoret. Yderligere halvanden time senere er alle endnu mere tilfredse, og min motorcykel er nu den garanteret mest fotograferede Nimbus i Sydøstasien.

Det er blevet mørkt, alles maver knurrer advarende, og det blir så en tur ud at spise en solid gang rå fisk, samt andre japanske lækkerier, på flokkens yndlingsrestaurant lige om hjørnet. Bortset fra een, taler og/eller forstår samtlige tilstedeværende engelsk, hvilket efterhånden rigeligt kompenserer for de dage hvor jeg blev helt blød, bare jeg hørte et par forståelige sætninger på en-eller-anden filmkanal fra et hotelværelses tv. Mens jeg omsider får svar på nogle af mine rigtig mange spørgsmxl om mc'er og andet japansk, og selvfølgelig hygger mig svært i dette selskab, kommer kokken ud og underholder med diverse magiske tricks. Noget som jeg tilfældigvis elsker at se, når det som her er ordentligt udført. Til klokken halv tolv varer det, inden vi går tilbage til garagen.

Der viser sig at være låst...

Ingen chance for at få den åbnet, er beskeden, men min tidsplan for onsdag er i teorien ikke værre, end at jeg kan tage bagagen ned til den imorgen formiddag, på vej til speditøreren et sted i en af Yokohamas syv-otte store havne. De fleste ting jeg vil skippe med motorcyklen – telt, sidetaske, hjelm, transportramme m.m. - er allerede på den, så den var i så 'naturlig' tilstand som muligt, da de filmede den. En af firmaets chefer (halvt koreansk, opvokset i Italien) og en af fotograferne (endnu et blandingsprodukt; halvt fransk) kører mig hjem til Tepui Bar, hvor førstnævnte giver min viden om japansk narkotikalovgivning, og om den euforiserende hamp, som masser af gamle mennesker stadig dyrker ude på landet, et gevaldigt løft. Marihuana var et almindeligt rusmiddel her indtil amerikanerne indtog landet, men det er stadig ikke alle der er enige i at det pludselig skulle være forbudt.

21/11 Farvel til det store dyr

2007-01-08T12:40:00.000-08:00

Det blev (atter) en sen fugtig nat på baren igår, for Lau fra Singapore og en motorcyklist fra Schweiz hang også ud dernede. Ikke godt, når jeg skal møde intervieweren fra i går i en park et for mig endnu ukendt sted i Yokohama. Jeg når det dog nogenlunde, og ligesom naturen tog en pån afsked med mig for nogle dage siden, er denne sidste tur på Tokyo/Yokohamas motorvejsnet en perfekt og værdig afslutning: Solen skinner fra en skyfri himmel, trafikforstoppelse ses kun i de modgående spor, det går ad lange stræk under andre veje, gennem tunneller og over broer, så jeg igen har denne fonemmelse af at køre rundt i et absurdt stort monster - følger dets blodårer mens jeg kan se ud og ned på dets involde af trafik, huse, rygende og dampende industri, afskibningshavne hvor tusinder af biler venter, og det hele i en larm af de overhalende lastbiler. Eller dem jeg æder, trods al den bagage Nimbussen slæber rundt på.

Først tre kvarters frokost med Riku, i en park der svarer lidt til den nye på Islands Brygge, så tilbage og finde varehuset hvor jeg skal samle metalrammen, kun ½ time forsinket. Speditøren hopper og danser og hjælper tilsidst med at stramme de over hundrede bolte og møtrikker, for han har en anden aftale at nå. Rammen bygges op på rekordtid, papirer underskrives, afsted for at finde et postkontor med en kontantautomat, så jeg kan betale speditxren. Men den nægter at udlevere flere penge idag. 39.000 yen – knap 2.000 rigtige penge – er dagsrationen, hvorfor jeg surt nok må køre med toget ud til ham imorgen. Hvis det altså ikke er fordi min konto er tømt...

Turistinformationen inde i byen terroriseres en halv times tid, for der er en del ting jeg vil se de næste par regnvejrsdage. Derefter op til hotellet, omkring de mange hjemløse der ligger og sover under deres beskidte dyner, og en 20 kr.'s bakke sushi som aftensmad. Jeg er så småt ved at holde af disse billige bakker fra 7up og lignende små kiosker, og tænker på det beklageligvis ret umulige i at producere dem derhjemme til disse priser. Til gengæld vil den lille, ikke specielt dyre japanske restaurant i Elmegade nok få mig som en rimeligt fast kunde.

22/11 - Shinro Ohtake, pop-art i japansk aftapning

2007-01-03T12:39:00.000-08:00

Kommer utypisk tidligt op og afsted, og får derfor chancen for at se storbyen vågne. Det blir nu nok snarere den der får chancen for at se mig vågne, mens jeg venter på at alle de forskellige kontorer skal åbne, men jeg har stadig fornemmelsen af at bruge den sidste tid herovre marginalt mere effektivt. Vejret er heldigvis fint – jeg var noget bekymret over de hjemløse hjemme omkring hotellet, som lå der i det fri med deres beskidte vattæpper omkring sig. Får omsider trykt nogle ordentlige visitkort på ordentligt papir – 7 ½ uge forsent – mens forsøgene på at hæve nok penge til speditøren opgives efter et par timer. Leder lige så forgæves efter stolaen til min niece, og besøger tilsidst et museum i stil med Louisiana.

Da jeg ankom til Tokyo så jeg plakater med en retrospektiv udstilling af Shinro Ohtake, en japansk pop art kunstner, hvis stil ligger lidt op af amerikaneren Rauschenbergs, en af mine favoritter. Udstillingen viser sig at være enorm, mindst lige så stor som museets permanente samling. Ohtake har åbenbart været superproduktiv, og tilmed ret så vidtspændende i sine udtryksformer: Udover de dominerende og såmænd også ret fantastiske collager, er rummene fyldt op med raderinger, kultegninger, oliemalerier, skulpturer, fotos, neonlys osv. osv. Det vil være svinedyrt at sætte den udstilling op udenfor Japan, selv hvis man nøjes med en meget beskeden del af tingene, men jeg ville godt have at I andre så den. Kreperligt nok må man ikke fotografere derinde, så manden skal googles hvis nogen er mere nysgerrige.

I tusmørket tilbage til turistinformationen, der efterhånden kender mig, og ved at jeg ikke giver op, hvis der er noget jeg vil have de finder frem til. Jeg har (taktisk klogt) virkelig rost dem for de ting der rent faktisk virkede, så på eget initiativ har de fundet adresser på flere manga-butikker og særlige mc-steder frem til mig, da jeg nu dukker op for tredje gang idag. Disse to tøser er noget helt andet end dem der sad bag skranken for 6 uger siden.

23/11 De sidste farveller

2007-01-03T12:35:00.000-08:00

Endnu en dag med en ugudeligt tidlig opstandelse. Helt overflødigt, viser det sig, for pengeautomaten nede på stationen (eneste mulighed denne helligdag) åbner først en time efter jeg står foran den. Får siden pengene, kører med en af de private s-tog ud til speditøren og betaler de 5½ tusinde kr. Nimbussens hjemtransport koster. Hvorfor hverken han eller speditøren i Danmark kun accepterer kontanter, ved jeg ikke. Måske jeg får en tudse tilbage hvis tolden ikke gør sig besværlig, siger han.

Så på kryds og tværs nordpå med forskellige baner, der alle har deres separate betalingssystemer. Skal møde Osca, mini-monkeybikemanden fra tidligt på turen, til frokost. Det viser sig at han inviteret fire andre, den ene af dem sjovt nok den Kawa W650 kører, som for en uge siden ledte mig over et bjergpas og derfor måtte køre hjem om natten uden lys. Endnu en typisk japansk frokost i en lille kold restaurant – vinteren har virkelig meldt sin ankomst - og derefter ud til en lufthavn hvor der er en god varm cafe. Lang snak om W650'ere, min tur, Osca's planer, invitationerne til Danmark osv.

W650 manden ankommer iøvrigt ikke på to hjul, som i det mindste een af de andre, men næsten: Hans Suzuki Cappucino sportsvogn har kun 660 cc, fordelt på tre cylindre. Til gengæld er den lille bil bygget op i aluminium, mens motoren har turbolader og tolv ventiler. Ejeren tilbyder mig at køre en tur, men dels er jeg for træt efter kun fire timers søvn i nat, dels skal jeg videre i dagens program, og dels tvivler jeg på om jeg kan komme ud af den igen, hvis jeg først får skohornet mig ned bag rattet.

De sidste håndtryk og udveksling af visitkort, samt en gave i form af en DVD fra køreturen på de små maskiner. Så bumler jeg med et par s-togn ind mod byen igen, men efter lidt forgæves jagt på en butik sættes kursen op og hjem: For mange indtryk, for lidt søvn, ben der synes ti cm kortere af al den vaden rundt. Har ikke kræfter til halvanden times jagt på en custom scooter butik. Måske i morgen, inden jeg tager ud til et flymuseum og videre til middag med Crazy Pete & frue. Til gengæld vrimler det med folk her på hotellet, og selskabsabe som jeg er, hænger jeg på både i lobbyen, og når vi snart jages ud herfra, og tager over på Tepui Bar.

24/11 - Sidste middag med Crazy Pete

2007-01-03T12:31:00.000-08:00

Fredag er Store Pakkedag, hvis jeg ikke skal gå i panik når jeg kommer hjem i nat, eller skal alt for tidligt op i morgen. Problemet er 1) de mange bøger og blade jeg ikke ville eller ikke turde sende med motorcyklen, b) 23 kg vægtgrænsen for check-in bagage og c) at jeg denne gang ikke har Nimbussen sidetaske som del af min håndbagage. Samt d) at jeg har det med at have for mange ting med. Ikke at jeg ville undvære noget af det - for bortset fra teltet har jeg vist haft brug for det meste.

Pga. det med vægtgrænsen får de sammenlynede tanktasker alle bøger og papir, og vejer derfor lige så meget som behjulede kuffert, så det skal nok blive hyggeligt at slæbe i morgen. Laptoppen oveni, yderligere fire kilo. Så er det tid til dagens store beslutning: Blive i byen, se butikken med custom scooterne og suge de sidste indtryk at Tokyo til mig - eller drage ud til et flymuseum ved Narita lufthavnen, et par timers offentlig transport derfra. De to airheads som stod i turistinformationen første gang jeg var i Tokyo beskrev museet som landets største af slagsen, så det blir med håb om at se nogle bestemte bombefly og prototyper fra Anden Verdenskrig, at jeg tager derud. Der er også det praktiske i det, at jeg skal spise aftensmad med Crazy Pete & viv samme aften, og de bor halvvejs mod Narita.

Det her viser sig at være en fejlkalkulation af de større, for det er det mest sølle flymuseum jeg til dato har set. Selv flymuseet i Stauning er større, og langt mere spændende. Her har de kun et dusin uinteressante civilfly, en kopi af en fransk Farman fra først i forrrige århundrede, tre-fire store stempelmotorer samt en masse skalamodeller. I det mindste er der et ordentligt bibliotek og gratis internet, som jeg derfor benytter indtil lukketid et par timer senere.

Tilbage nær Chiba går jeg lidt rundt i forstaden, inden Crazy Pete og hans kone dukker op og finder os et god, billig restaurant med fortrinsvis kødretter. Folde-ud menukort på fire A3 sider, alle retter i billeder, og så er det ellers bare at gå ombord. Stakkels Pete kan kun lige følge med mig og konen, der åbenbart begge trænger til at bruge vores engelsk fuldt ud. Men han hænger på, og sværger at han vil besøge både mit værksted i København og de hollandske coffee-shops, når parret engang drager til Europa.Så er det sidste aften på Tepui Bar, Toms pålægschokoladegave til bartenderen, drinks all around, løfter om at anbefale stedet til enhver der rejser til Tokyo.

25/11 - Afdelingen for mindre mirakler

2006-12-20T13:07:00.000-08:00

Meget mod mine principper står jeg op på slaget halv syv, trasker med mit 50 kg 'road train' hen til stationen, ned ad trapperne, ind i et mystisk nok endnu ikke proppet s-tog, op og ned ad trapper og ad endeløse gange ved skiftestationen, og afsted på min nok definitivt sidste s-togstur her på den anden side af kloden. Som alle andre dage sidder, og nogen gange står, folk og sover, hvilket vil være det bedst bevarede billede jeg har af denne lille del af japansk liv. Billedet herunder – også fra undergrundsbanen, men taget aftenen før – viser dog nogle ret vågne eksemplarer:

Til sidst når jeg lufthavnen, udkørt før hjemturen er begyndt. Sikkerhedstjekket går hurtigt, jeg faxer kopier af boardingpas og personligt pas til speditøren, så toldvæsenet kan være sikker på at jeg er skredet, og mit 9.000 spir dyre carnet-depositum en dag kan komme til udbetaling herhjemme. Investerer også lige 150 kr. i en trækvogn til min bagage, for ryggen har allerede sagt fra. Skulle have hyret indfødte bærere til det her, og - nu jeg tænker over det - haft en BMW-kørende butler med til at transportere bagagen resten af tiden. Nimbussen er nu sjovere at køre uden al den dødvægt.

I afdelingen for mindre mirakler står der en halvtom 747 med en ledig siddeplads hvor mine ben rent faktisk kan strækkes helt ud. I det omfang jeg kan leve med at folk bumper ind i dem, mens jeg prøver at sove. Det her er uendeligt meget bedre end udturen, og personalet er også i godt humør, for de har kun det halve arbejde at lave. Holder nu, for første gang i otte uger, en kniv og gaffel i hånden - den japanske afdeling af ferien sluttede i samme øjeblik jumboens hjul slap landingsbanen. Surfer mellem de 15-20 film på den lille skærm, og hører Bob Dylans nye kedelige album undervejs.

Selv Heathrow er nem denne gang, hurtigt overstået da forbindelsen til København kun lige kan nås i tide. I hvertfald for mit vedkommende: Der er dømt en slags deja vu i København, for ligesom på udturen holder min kuffert pause i London. Det passer mig nu fælt godt at få den bragt til døren, fremfor at skulle bakse den op i tog og med bus til Enghave Plads.

Om en uge eller to, når jeg er mindre jetlagget og har været rundt at hilse på familie og venner, vil jeg samle et par tråde op og rationalisere over en fed ferie. De ting jeg burde eller kunne have gjort, gode tips, faldgruber andre kan lære af og så'n.

Indtil da, tak fordi I gad læse det her, tak for jeres kommentarer (på webloggen og udenfor), og for at give mig en fornemmelse af ikke bare at have skrevet udelukkende for min egen fornøjelses skyld.

Over and out

Kim

Efterskrift...gode råd og tanker

2006-12-08T13:27:00.000-08:00

Hjemme igen, til decembers kulde, regn og festfyrværkeri af grå nuancer. Til Post Danmarks kroniske personalemangel og overarbejde. Til familiens kriser. Og til ikke-webloglæsende venners utallige spørgsmål om hvordan turen gik. Webloglæsere ved at turen gik godt da den stod på, og den gør det også i tilbageblikkets relative klarsyn. Bortset fra en uges jetlag, samt en stor trang til wienerbrød og citronhalvmåner (det sidste har jeg kun sjældent spist før), er der ingen eftervirkninger fra turen.

Nimbussen ankom først i januar. Rammen er lidt bøjet men ellers er alting intakt, og ingen af de mange ting jeg blot havde stroppet fast mangler. Den står hos speditøren, indtil der er tørre veje en dag, for det virker forkert at køre den helt hjem i en bil eller på en trailer.

Forberedelser:
Før jeg tog afsted forsøgte jeg at få kontakter derovre via internettet. Detvar ikke den store succes, i den forstand kun få forstod engelsk, og endnu færre svarede på mine henvendelser.

http://www.horizonsunlimited.com/, en website forlangturs-motorcyklister, har et par kontaktadresser i Japan, men de er enten ikke opdaterede eller også var de folk selv ude at rejse. De eneste kontakter jeg havde før min afrejse blev derfor den som en japansk mc-journalist iLondon havde givet mig, samt en – Crazy Pete i Chiba – som en ven herhjemme hostede op med. Sidstnævnte fik jeg en uge før afrejsen, og viste sig at være uundværlig.

Tre gange særligt held:
Japan er et land med megen nedbør, hvorfor jeg som anbefalet tog derover på den mindst regnfulde årstid. I oktober og november oplevede den nordlige del – som jeg af andre årsager havde droppet – det værste vejr i mands minde, med tyfoner og det hele. Den sydlige del havde til gengæld utypisk megen sol og tørvejr, hvorfor jeg kun praktiserede regnvejrskørsel to gange, i hhv. fire og to timer. Plus et kvarters tid til sidst, inde i Tokyo. Ikke fordi jeg er specielt pivet med regnvejr, men det er altså lidt federe at køre mc uden at blive våd.

Møderne med de to berømte chopperbyggere (Zero Choppers og Chicara Nagata) jeg brugte tid sammen med, skyldtes i det ene tilfælde at fyren var tilstede netop de timer jeg kom forbi. Og i det andet at jeg lige så tilfældigt via en mellemmand havde fået en ven af Chicara til at ringe vedkommende op.

Mc-museet i Yufuin var planlagt, mens det fine ’Rider House’ og det gode selskab var en uventet fin bonus.

Nimbus bobber:
Den gamle danske maskine viste sig at være det perfekte køretøj til min type touring. Dels åbnede den døre hos veteranfolk alene i kraft af at være så gammel og speciel, og bobber-stilen gik rent hjem hos chopper- og hotrodfolkene. Havde jeg købt en almindelig mc derovre, var jeg nok blevet budt velkommen hos de samme folk, men havde stadig bare været en almindelig turist.

Prisen for Nimbussens transport frem og tilbage, samt det dyre carnet, løber op i omkring 16.000 kr. Den pris skal holdes imod hvad det ville koste at købe og sælge en lokal mc, hvilket måske ville være et par tusinde eller fem billigere, afhængigt af hvor stor og dyrt et køretøj man har behov for.

For én person vil en 250 cc eller 400 cc være rigeligt til det sydlige Japans vejnet, for de kører altså ikke særlig stærkt i Japan. I den mere regnfulde del af året kunne en af de afsindige store scootere måske være at foretrække, som en slags mini-Goldwing.

De to bedste træk (udover at tage turen på en Nimbus):
Da almindelig kommunikation med japanerne syntes noget nær umulig, var det en lise hver aften at kunne skrive oplevelserne ned på den laptop jeg købte derovre. Ude af knolden, nede på skærmen, atter masser af plads i kraniet til næste dags syns- og sansebombardement. Normalt sover jeg 7-7½ time hver nat, men i feriens otte uger var det max. 5-6 timer, hvilket siger lidt om hvordan adrenalinproduktionen har kørt i højgear. Havde jeg ikke kunnet rydde tavlen hver aften, var mit hoved sandsynligvis eksploderet lidt inde i uge 4.

Det andet rigtig gode træk var at bo på hoteller, der viste sig at være relativt billige. Jeg har aldrig rigtig dyrket campinglivets glæder, men på mine andre langture mest taget telt med for at spare penge. Eller fordi alle andre i selskabet havde telt. Det var nu fint at have det slået op til det første veteranarrangement, pga. det væsentligt mere underholdende selskab på træfpladsen end på hotel-alternativet. Desuden gav dets faste plads over forlygten mig vel lidt street-cred (camp-cred?) som seriøs touringkører.

Havde jeg slået telt op de nætter det havde været muligt, kunne det måske have sparet 5-6.000 kr., men så havde jeg hverken haft bad til at vaske diesel-osen ud af mit hår, eller strøm til laptoppen. Og så var denne weblog heller ikke blevet halvt så stor som den blev.

Pris:
Som nævnt ovenfor kostede det omkring 16.000 kr. at bruge Nimbussen til denne tur, plus benzin, olie og slid på de omkring 5½ tusinde kilometer det blevtil. Så er der de knap 6.000 det kostede mig at flyve med British Airways, og i omegnen af 500 kr. for hver dag derovre. Laptoppen har jeg stadig, så den regnes ikke med. Til gengæld fandt jeg et par fine fremlejere, hvilket sparede mig 7.000 kr. i husleje herhjemme. Så alt i alt 43.000 bananer for min næststørste ferietur på Nimbus - det nøjagtige beløb ikke regnet ud endnu, for jeg har ikke de seneste kontoudskrifter, og jeg vil se Nimbussen stå foran huset, før jeg er sikker på at den ikke koster mig mere.

Bedre ideer:
Trods mange forsøg før afrejse, fik jeg aldrig klarhed over hvorvidt mc-anhængere er lovlige i Japan. Ingen af dem jeg emailede med derovre vidste noget, mens alle fortalte at a) blinklys var obligatoriske og b) der ikke var mulighed for at køre uden hjelm. I praksis var det intet problem at køre uden hjelm – takket være oversættelsen af min danske lægeerklæring – og ingen politifolk sagde noget om de manglende blinklys. Jeg er sikker på at jeg også kunne være sluppet af sted med at have min anhænger med, hvilket havde gjort bobberen lidt mere elegant at se på.

Mere research ang. Japan og steder at se ville have været en fordel, selv om programmet var rigeligt fyldt op. Mange steder lærte jeg kun at kende fordi jeg tilfældigvis læste om det i Lonely Planet guiden – som f.eks. Kamikaze-museet.

Gode råd:
Lær japansk eller lev med de indfødtes mangelfulde engelske. Kun hvis man er en total enspændertype eller er der er flere på turen, er sproget intet problem. Havde ferien varet tre måneder i stedet for otte uger, havde jeg taget nogle japansk-kurser i året op til afrejse.

Drop Tokyo og tag til de mere hyggelige byer i stedet, som f.eks. Kyoto og Hiroshima. Og brug minimum en måned derovre, hvis det skal foregå på mc. Japan er dyrere at rejse i end de fleste andre lande, men ikke horribelt dyrt - selvfølgelig afhængigt af hvad standard man sætter for overnatning og mad.

Køb den engelske Lonely Planet guide eller tilsvarende, dels for praktiske råd ang. hoteller og spisning, dels for generel orientering om Japan. De par hundrede kroner er godt givet ud.

Ring eller skriv til mig hvis du/De/I vil vide mere (33 31 92 08 /ccc40821@gmail.com). Jeg kan dog ikke hjælpe meget med råd om mc-køb derovre, eller fortælle om den nordlige del af landet. De lokale mc-folk plejer at beskrive Hokkaido som det bedste sted at køre på to hjul, men det er nok kun varmt nok i det mere våde måneder af året.